Lesly’s sidste togtur

Tog fra Cape Town til Johannesburg, Kupé 11A

Jeg bærer Lesly ind under armene, slæber ham over gulvet ind i kupé 11A.

Han er min sovemakker på min første rigtige rejse på den her tur. Hans hud er varm, det er hans smil også, og rynkerne i kanten af hans øjne viser, at sådan har han altid været. Det er utroligt, at han sådan kan smile nu. For den ene fod er skåret af, og hans grå joggingbukser hænger bare fra hans knæ og dingler med togets bevægelser.

Han er senet, så strengene under huden ses, og om håndleddet sidder et armbånd fra hospitalet, sådan et hvidt et med huller i som på et bælte.

“Åh, jeg er færdig,” siger han og stikker knoerne i sædet på hver side og bøjer sig forover. “Bliv aldrig gammel. Jeg kan ikke anbefale det.”

Jeg lægger hans krykker op på bagagehylden, dem som han ikke længere kan gå med, folder hans kørestol og giver den til konduktøren. Lesly sætter sig på sædet, der hvor solen falder ind. Den strejfer hans hals og bryst og ene hånd, som han lægger, hvor end solen ligger. Det yderste af hans ene pegefinger mangler.

Han kigger ud, han smiler med de brune øjne, han kigger op i vejret, på det blå på himlen og på skyerne. Han retter på sin sok, han har ingen sko, han skal ikke længere gå, sko er for dem, der går, og han kigger ud igen. Så læner han hovedet mod vinduet.

Vi passerer forstædernes firmaer og industri. En pølsefabrik, nogen der samler elektronik. En golfbane. Og dér – hans hoved drejer – måske er det busken med de røde blomster, han kigger på.

Han siger, at der er koldt i den næste by. Det får mig til at finde min sweater frem, som jeg har bundet fast til hanken på min rygsæk med to knuder i ærmerne. Jeg tager den først på, men så tager jeg den af igen, og jeg finder mit sysæt og tråder nålen med en grå tråd.

Jeg syr et hul, der de seneste år er gået langs syningen fra armhulen til albuen.

Han siger noget til mig.

“Hvad, undskyld,” siger jeg.

“Jeg sagde: Du ser ud til at koncentrere dig dybt.”

“Ah! Ja. Det er billigere sådan her,” siger jeg.

“Det har du ret i,” siger han.

Han læner hovedet mod sin hånd i solen og falder i søvn. Tungen lægger sig ud på læben, rynkerne ved øjnene, smilerynkerne, slapper af og forsvinder.

Her sidder jeg og gør mig parat til noget nyt, mens han vender hjem til sin bror.

Læs mere via VICE.com her: http://bit.ly/2ffpJlU

 

lesly

Klaustrofobi

Cape Town, Sydafrika

Jeg vågner klokken syv. Jeg vågner klokken otte. Jeg vågner klokken ni og ti og elleve. Kort før tolv tænder jeg bruseren på badeværelset.

Vandet damper af varme. Jeg ser mig selv i spejlet, og jeg spekulerer på om det var godt at lade håret gro et år før denne rejse, nu hvor jeg igen forsømmer at klippe mit skæg. En af delene må gerne være langt. Skægget eller håret. Ikke begge dele. Så bliver jeg for vild at se på. Det ville lukke mine muligheder for at møde mennesker.

Jeg tænker på i går. Jeg gik rundt i gaderne og tænkte over, hvorfor jeg gik rundt i gaderne. Jeg burde tage af sted. Snart har jeg boet her en måned. Jeg sidder fast. Jeg kan ikke. Jo, jeg kan. Jeg kan godt. Ikke.

Jeg gik, og gangen holdt noget på afstand, så jeg gik videre. Ingen steder hen, bare rundt i gaderne, jeg kender. Rundt om de samme hjørner, forbi de samme kiosker, over de samme lyskryds og ind på Bazaren. Måske har jeg spist på Bazaren 15 gange nu. I går: chicken tikka masala og dahl.

Det kilder i tænderne. Mine tænder kilder. Det har de med at gøre, når jeg forestiller mig Casablanca. Det er der, jeg må hen. Det er poetisk at sige byens navn indeni. Men der er langt. Er der for langt?

Jeg gik fra Bazaren med halvdelen af masalaen i en boks af flamingo, og da følte jeg, at jeg havde gået rigeligt, så jeg gik hjem.

Jeg satte mig på første sal i Kimberley og spiste en pære, en overraskende sød pære, og der i barens spejl fik jeg øje på en fyr i sofaen, en slidt fyr. Han sank ned og bøjede sig over en skål med ris og røde eller farveløse bønner. Fødderne var bare og sorte af at gå rundt, men det var håret og skægget jeg lagde mærke til. Håret var lange krøllede duske. Skægget stort og sort og stridt. Det var for meget. Kun en af delene må man lade stå til.

Lotfi, hed han, og i tre år havde han været på verdensomrejse. Før var han karseklippet og tyk som en truckdriver. Han var nørd. Computernørd. Nu vejer han halvdelen. De fleste grænsevagter og lufthavnspolitiet trækker ham til side. De tror, han er Al Qaeda. Terrorist var ikke min første tanke, da jeg så ham. Jeg tænkte: bums.

Jeg fortalte ham om mit indtryk. Han grinede. Han fortalte, at han tog væk for at blive dreng igen. Det var noget, han glemte at være, da han uddannede sig og tog på og begyndte at tjene penge på at være nørd. Hans mor er bange for, hvad der skal blive af ham. Hans far er skuffet. Han vil give sin familie en gave: til jul rejser han hjem, hjem til Frankrig igen. Det skylder han.

Hans bukser er 16 år gamle, grønne og fra Adidas. Sådan er hans stil. Vi taler indtil klokken fire om morgenen, og nu, kort før tolv, kigger jeg på mig selv i spejlet, og jeg spekulerer over, hvad der må af først: Skægget eller håret.

Franskmanden Lotfi rejste ud for at møde sin frygt, for at tøjle den. Han tog ud til de farlige lande, dykkede ned i deres sjæl. Nu er han ikke længere bange for verden, men bange for sit hjem, sit land. Sin egen mor og far.

Men han kender sine drifter, forfølger dem, efter måneder med gamle munke og år med sig selv.

Nu er han kærester med en pige i en nepalesisk bjerglandsby og en i Amazonas. Han pendulerer mellem dem. Snart vil han finde ud af, hvem han skal vælge. Det er han nødt til.

Jeg kigger mig i spejlet, analyserer min tvivlsomhed, mindet om hvor langt fra samfundet, man kan komme. Det er en fornemmelse. Du får brug for tid, tid og energi, siger han. Så længe du bevæger dig, bevæger du dig. Det skal du bare huske, siger han. Og drikker af sin te brygget af fem bjergurter, som han købte på gaden af fyre iklædt sække af stof. Til morgenmaden holdt jeg op med at hælde sukker i min te.

Jeg kan ikke længere se mig ind i spejlet for dug. Under bruseren smiler jeg igen, og jeg beslutter mig for, at det er tid til at komme videre. En by af gangen. Og ikke mere sukker i teen. Jeg sæber de brugte underbukser ind, gnider dem mod sig selv, skyller dem, slukker bruseren og vrider dem. Jeg hænger dem for foden af sengen. Og barberer skægget ned til tre millimeter.

***

Lotfi og Steffen, Cape Town

Hotel Kimberley

Cape Town, Sydafrika

Jeg smider min rygsæk på sengen i Hotel Kimberley. Den slår en saltomortale. Jeg holder vejret. Den stopper ved sengens kant, så puster jeg ud. Det ville være for meget, hvis den faldt på gulvet allerede.

Jeg låser værelset af, låser altid de ting inde, mine to pas, kontaktlinser til et halvt år, malariapiller, til fire måneder, et ekstra par sorte underbukser, et ekstra par sorte strømper, en sort t-shirt, en gråsort striktrøje jeg købte for ét pund i London, en mundharmonika fra New Orleans, en voodoo-amulet fra Benin, et fotografi af en speciel pige, og hendes silketørklæde, tandbørste, negleklipper tandpasta, piller mod diarré, piller mod det ene og andet, åh ja og solbriller og myggespray og myggenet, men der er ingen myg her, for her er det vinter, så jeg låser døren op og finder striktrøjen og trækker den over mig, så min blå skjortes flipper stikker ud.

Jeg går ned ad trapperne, over gulvtæpperne, røde som spildt vin, gelænderet knirker, når det rykker sig, og så er det brunt. Hotel Kimberley er et brunt hotel. Det er brunt fra gaden, hvor der står en lang mand med brune lædersko og en brun orm på overlæben og ryger. Det er brunt indeni, altså på nær rødvinsgulvtæppet og de gule gardiner.

Jeg kommer ned i baren, den er brun, bestiller en cider og sætter mig ved en tønde. Jeg er halvvejs gennem den, da nogen prikker mig på skulderen, så vidt jeg kan mærke med spidsen af sin negl. Jeg kigger hurtigt og ser en hvid pige med brune krøller. Jeg tænker, at jeg ikke er kommet til Afrika for at møde europæere, så jeg vender ryggen til pigen. Hun prikker mig på skulderen igen.

”Jeg hedder Fiona. Hvad hedder du?”

”Steffen.”

”Og hvor er du fra?”

”Danmark,” siger jeg. ”Og dig?”

”London.”

Jeg vil vende mig om igen, men hun spørger om, hvor Danmark ligger.

”Sagde du ikke, at du var fra London?”

”Nej! LOKAL,” siger hun. ”Jeg sagde: Jeg er lokal. Født i Cape Town.”

”Okay, så hørte jeg forkert. Danmark ligger øst for London,” siger jeg.

”Der må være koldt,” siger hun.

”Ikke koldere end her,” siger jeg.

”Skål på det,” siger hun.

Jeg vender mig mod hende, smiler og støder mit glas mod hendes. ”Skål”, siger jeg, og imens tænker jeg på, hvorfor jeg vendte mig væk fra hende, fordi hun er hvid. Jeg fortæller, at jeg er overrasket over at se så bleg en afrikaner. Hun griner.

Sådan er vi mange der ser ud, siger hun og tænder en cigaret. Røgen slører hende og får mig til at kigge rundt i baren. Nu ser jeg det. Det er en hvid bar. Kun én her er sort, den ene bartender. Før jeg satte mig, var der to. Bartenderen og en fyr, der hedder Theo. Theo er Fionas ven, og han stillede sig bag hende, da hun bestilte to øl i baren. Der kom en ind fra siden og spurgte Fiona, om hun havde brug for, at han hjalp hende fri fra den sorte mand, men hun svarede nej og sagde, at Theo var hendes ven.

Måske er Theo hendes tætteste ven, siger hun til mig.

”Åhh, Fiona,” siger jeg, ”jeg er ikke meget for at tale om apartheid og den slags. Det er for dybt for mig,” siger jeg.

”Jeg ved det,” siger hun. ”men hør nu her alligevel, for det handler ikke om apartheid,” siger hun.

Og så, mens røgen løber ud af hendes mund, siger hun, at hun er udvalgt til at redde sit land.

Jeg tror ikke på hende, siger jeg. Men jo: Sammen med alle de andre, som også fødtes i 1994, er hun oplært i at fjerne forskellen mellem de to forskellige farver hvid og sort.

I sine vigtigste, mest formende, skoleår skrev hun essays og billedanalyser og diktat om at være af den frie generation. Hun lærte, hvordan hun gør en forskel. Få en ven. Tag ud og giv de sorte en hånd, derude hvor de bor i de fattige forstæder langt væk fra Hotel Kimberley.

Og så tog hun derud. Hun gjorde rent, lavede mad og hjalp de sorte på vej. Hun gjorde sig til ven med en sort, med flere sorte og med Theo.

Som timerne i baren går, lytter jeg til hendes historie, som ikke handler om historie, men om i dag. Hun taler og tænder den næste cigaret, før den foregående er røget ned til filteret. Hendes øjne løber i vand. Hun siger, at hun græder for sig selv, før hun falder i søvn. Før var hun vred, havde brug for at slå til noget, men nu græder hun bare.

Det er umuligt at gøre det, som hun lovede at gøre. Det er umuligt at fjerne forskellen på farver. Medmindre man er farveblind.

***

Cape Town, Steffen

Begyndelsen

Boulders Beach, Cape Town, Sydafrika

Jeg begiver mig ud på en ny rejse.

Jeg forsøger at nå fra Cape Town i syd til Casablanca i nord.

Hvor længe rejsen varer, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg udelukkende rejser over land og gennem vand, ingen flyveture.

Undervejs vil jeg forsøge at nå ind i det dybeste Afrika, og jeg vil fortælle om mine oplevelser, mine møder med mennesker, steder, situationer og indtryk.

Jeg skriver i hånden, rejser bare med en lille rygsæk.

Jeg skriver i solnedgangen.

Pingvinerne løber over sandet med vinger ud til siderne. De svømmer under mig, under den sten, jeg sidder og skriver på. Strømmen, tidevandet, fører dem rundt. Solen går ned bag pingvinernes buskadser.

Jeg skifter sten, kravler op på en højere afsats for at få de sidste af dagens stråler i ansigtet. Mine eneste bukser revner.

Jeg var 22, da jeg skubbede mit fjernsyn ud fra tredje sal på Frederiksberg, tog orlov og rejste jorden rundt over seks kontinenter.

Min morfar er mit idol. Han var storvildtjæger. Han boede i en villa fyldt med døde dyr, og hvert dyr havde en historie. Leoparden jagede han fra en hule, han havde bygget af træstykker og palmeblade.

Han lå og ventede i hulen med sit gevær, og for at holde vilde dyr væk, hældte han sit tis over hulen. Han afmærkede sit territorium.

Efter tre dage og tre nætter uden søvn så han leoparden, sigtede og skød, men dræbte den kun halvt. Han fulgte dyrets spor gennem bushen, op ad et bjerg, ind i en jungle, dybere, og endelig, endnu tre dage og tre nætter senere, skød han dyret for anden gang, denne gang i hjertet.

Han fik den udstoppet og forærede den til sin yngste datter, min moster. Nu står den på en træstub i hendes stue.

Og så er der Rufus, som jeg kalder grizzlybjørnen, der i mørket åbnede hans telt i Alaska eller Canada. Sådan går en af historierne i hvert fald. Han havde sit gevær ved sin side, som sædvanlig, og det var ladt. Han skød dyret gennem kraniet, og det faldt død om trekvartvejs inde i teltet. Han fik flået skindet af den og udstoppet dens hoved. Grizzlybjørneskindet har jeg i en kasse i kælderen.

Det er det ene af to fysiske minder om min morfar.

Det andet er Jules Vernes ‘En verdensomsejling under havet’. Da han gav mig bogen, var den slidt. Det er min bibel, sagde han til mig. Jeg syntes, at det var en dårlig gave. Jeg var 12 år, da jeg fik den. Den var på engelsk. Jeg kunne ikke sige potato.

Om sommeren arbejdede min morfar som dækmekaniker i sit eget firma. Om vinteren rejste han til Afrika eller Borneo eller sådan noget.

Når jeg var hos ham, fortalte han sine historier. Han viste mig tusindvis af lysbilleder. Dyrene var ikke det vigtige, sagde han. De var blot trofæer, der gjorde rejsen til mere end en rejse, til en mission, og bagefter, i hans stue, vækkede minder.

Det vigtige var oplevelserne, der kom før trofæerne, og det var oplevelserne, han delte med mig. Han fortalte om kannibalerne i Papua Ny Guinea, som han havde spist menneskekød sammen med. Det møreste stykke kød sidder på tommelfingeren, sagde han.

Da min morfar døde, fandt jeg ‘En verdensomsejling under havet’ frem og læste den for første gang. Nu har jeg læst den mange gange.

Jeg har også læst ‘Den gamle mand og havet’ mange gange. Santiago, der sejler langt ud for at fange en stor fisk, men vender udmattet hjem og kun med fiskens skelet i behold, minder om min morfar.

Var det fisken, han ville have med hjem derudefra eller noget andet?

Min morfars øjne var mere blå end mine egne. De skinnede, når han blev ivrig af at fortælle.

Jeg opdagede, at han fik tårer i øjnene af glæde, og det var derfor, de blev blanke. Det gør mine til tider også.

Når jeg havde været på besøg, var hans gulv fyldt med lysbilleder og abekranier og zebraskind og strudseæg, og jeg fik poser med brugte patronhylstre med hjem. Lugten af brugte patronhylstre er lugten af liv og død på én gang.

Jeg tror, min morfar lærte mig at tage på eventyr. Jeg tror, jeg tidligt i mit liv valgte, at mine øjne skulle skinne af glæde og ikke af sorg.

Idéen om at krydse det afrikanske kontinent kom til mig for nogle år siden, da jeg boede i Ghana. Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby.

Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. Du ser bange ud. Gør som mig: gå majestætisk. Går du sådan, kan du gå overalt. Du kan gå over Afrika.”

Hans ord – gå majestætisk – blev et mantra for mig. Det er ikke fordi hans ord har fjernet min frygt for noget som helst. Den har jeg stadig ofte.

Men hans ord giver mig mod til at opsøge mine største frygter, nogle af verdens farligste steder, og nogle af mine største mareridt.

Jeg lærte at gå med ophævet pande i barske, brutale, ubarmhjertige situationer. En milliard afrikanere gør det hver dag. Og jeg lærte, at de bedste historier ofte først begynder, når det går galt.

Det er vel det for nu.

Boulders Beach, Sydafrika

***