Kariba

Kariba, Zimbabwe

Hanerne galer fra alle retninger.

Solen står op og luner mine fødder. De må have sparket tæppet af. Jeg gnider mig i øjnene og ligger lidt og tænker. Jeg ved ikke meget om denne rejse. Bare at jeg må nordpå. Jeg må gøre, hvad min mave fortæller mig.

Jeg finder et landkort og læser navne på steder højt for mig selv for at finde et, der ligger godt i min mund.

Siabuwa. Mutimutema. Kariba. Charara. Magunje. Karoi. Chinhoyi.

Hvor rytmiske alle disse ord er. Hvad end de betyder. De gemmer på noget. Bag ordene findes livet og døden og alt det indeni, som jeg så godt kan lide.

Kariba. Kariba. Hør lige. Jeg studerer kortet ved Kariba. Det ligger ud til en sø, som ligner et fladtklemt firben mellem to tørre lande. Mod vest: verdens højeste vandfald, af de modige kaldet Mugabe Falls. Mod øst: Kariba. Der må jeg hen. Der må jeg simpelthen hen.

Jeg syr et hul i skridtet på mine bukser, pakker tasken til en klump, siger farvel og takker og stiller mig ved vejen, hvor de griller majs.

De stikker kolberne på pinde i en blok af cement, flamberer dem i olie mod rygende kævler og strøer dem med fin salt rystet ud af plastikflasker med et hul stukket i skruelåget.

En mand i trevlede joggingbukser, så lårene stikker ud, kravler ned i den åbne kloak og finder en juicekarton og en flaske tømt Red Label. Nogen må have kylet den ud af et nedrullet vindue i en brandert. Han skruer lågene af og skviser de sidste dråber whisky ned til de sidste dråber juice. Jeg får øjenkontakt med manden, og med sin hætte slynget frem over skulderen som en pose uden noget i skruer han låget på flasken, kaster den i græsset og tømmer kartonen, som han trykker flad og kyler ind i et hegn. Så går han videre på sine bare fødder.

Jeg står med klumpen på ryggen en times tid og undrer mig over, om nogen nogensinde køber hans kolber. Han drejer dem som pattegrise på højkant, så det gule sortner.

Så kommer bussen. Jeg stikker en arm ud, og den standser. Den er fyldt. Billetmanden gør plads til mig ved at vække en sovende passagerer og sætte ham ned på gulvet. Jeg nægter at tage en plads, der ikke er min, og siger til manden, at han skal sætte sig op og sove videre. De griner af mig i bussen, og billetmanden insisterer, men jeg sætter mig på trappen ved fordøren med en bar fod ved hver af mine skuldre. Der hører jeg til. Billetmanden smiler og ryster på hovedet.

En kakerlak kravler over gulvet og over klumpen, der ligger på mine lår. Jeg skyder den væk med min langemand og mærker, at jeg skal tisse. Det må være noget psykisk. Jeg tisser grundigt af før de lange ture, fordi jeg frygter at skulle tisse. Forsøger at drikke mindre. Og nu skal jeg tisse.

Derude er træerne grønne, men græsset er svitset og gult. De runde hytter med strå og rør som tag ligner, at de går op i flammer i eftermiddag. Bilvragene ligger og ruster i vejkanten. Politiet standser bussen. Chaufføren viser dokumenter. Afleverer en seddel. Politiet standser bussen igen. Chaufføren viser dokumenter. Afleverer en seddel. Asfalten skærer i øjnene som solen i havet. Vi kører ikke halvtreds meter uden bremsespor. Brændt gummi trykket ned i asfalt. Skilte fortæller, at man kan købe orm til at sætte på kroge. Mange siger, at det slet ikke er orm, de sælger, men hash. Anaconda-orme, står der på et andet skilt. Hvor høj bliver man så?

Dette er at rejse. At sidde og se ud. At skulle tisse uden at kunne. At få underlige tanker. Verden går forbi. Bussen der snørkler sig gennem gult og grønt og klipper, ud over savannen og stepperne, alt det frodige, alt det golde. Billetmanden chatter med sin kvinde på mobilen. Musikken skratter fra busloftet. Det er fantastiske timer. Anaconda-orme. Der er intet at gøre. Intet andet end at glo på end gederne, der nipper med læberne trukket bagover, så de brunede tænder strutter. Og på det bare og sorte, det afbrændte, skovbrandene, markbrandene, det afklædte, og stubbene der står og ryger. Og på lastbiler af stål og jern, og på kampestene, der står i stabler. Og på ni bilvrag i en bunke. Og på gederne i flokken. De tynde køer græsser i det gule. Chaufføren skifter op og ned mellem det højeste og næsthøjeste gear, så kroppen rokker som bussen.

Der er intet, intet at gøre. Og det er skønt, skønt. Man kan bare tænke, eller man kan lade være. Jeg lader være. Tænker på intet. Skal ikke længere tisse. Gaber med åben mund. Er tom. Tømt som flasken uden låg. Intet tilbage. Indtil bussen standser og en majsmand stikker tre brankede majskolber på lange pinde ind gennem bussens åbne vinduer. De lugter dejligt, grillede og sprøde, saltstrøet og sprøjtet med olie, men ingen køber dem, og han trækker dem ud og sætter sig på en omvendt spand. Og det får mig til at tænke over rejsen, der ingen lyde har. Den stille rejse, hvor ingen taler med hinanden, bare glor frem eller ud eller sover. Bevægelsen fra det ene til det andet til det næste. Det er noget, der folder sig ud. En traktor der skraber et pigget og takket instrument gennem rød jord og laver skyer af støv, der blæser ind i bussen og før øjne og munde til at lukke, indtil de åbner sig igen efter traktorskyen. Det er simpelthen bare livet. Åbn og luk. Vi skal et sted hen. Hver vores sted hen. Så vi bevæger os. Sidder og glor, men bevæger os. Gennem støvskyer og sort land. Branketheden, intetheden, helheden. Lugten af kævler der fortæres. Den behagelige bløde røglugt. Alt dette skal vi gennem for at komme hen, hvor vi må hen. Det er altid det, vi vil. Vi vil hen. Hen over en bro, den størknede flod. Hen hvor der er noget, hvor der sker noget, hvor det hele må være bedre. Vi må af sted, derhen. Jeg snørkler mig derudaf for at finde det, jeg ikke ved, om jeg finder.

Vi når til en station. Foran bussen lægger en tyk kvinde vægten i og åbner en vejbom, så brysterne falder ud af hendes kjole. Der er et toilet, men man skal betale for at tisse, så jeg bliver i bussen. Men da bussen har holdt lidt, mærker jeg trykket og løber ud og tisser i et hul skåret i hvide klinkefliser med fluer om mine ben. Der er ingen til at tage mine tissepenge. Chaufføren dytter efter mig. Jeg løber over den støvede station, ind mellem damer der sælger colaer og bananer fra orange og blå og lilla baljer på hovederne og sovende eller grædende eller stirrende babyer slynget klumpet om ryggen i sjal og håndklæder bundet sammen foran, og sidder på min plads på gulvet, læner mig tilbage mod trappens kant med klumpen i mit skød og hovedet mod en rød skumslukker, læser ordet orm på et skilt og budskabet arrive alive, lukker øjnene og rejser indad. Ikke meget er bedre end at rejse indad.

En mand, der sidder bag mig med en stiksav klemt fast mellem lårene, prikker mig på skulderen med en majskolbe. Han brækker den over, giver mig den ene del og strøer ekstra salt over.

“Det er godt for at holde på vandet,” siger han.

De sortgule majs er som upoppede popkorn i mine kæber, der værker af at gave, men hvor smager de faktisk dejligt, og hvor er han flink. Foran vandrer en flok knoklede køer ud på vejen. Chaufføren sænker farten og åbner fordøren. Vi kyler de aftyggede kolber ud i det afsvedne. Jeg læner mig mod trappekanten og begynder at forsvinde igen. De små afbrydelser holder mig fra at forsvinde helt. Bussen der gør holdt. Barnegråd. Barneskrig. Gnavekolben. Bushornet. Overhalinger. Slingren. Billetmandens fod mod min læg. Varmen gør ellers sit arbejde for at få mig væk. Gøre det af med mig. Nu er det varmt. For første gang modbydeligt. Sveden driver ud af hovedbunden og drypper fra hårspidserne ned på min skjorte. I skægstubbene danner den dråber. Dråber der kommer ud for at køle kroppen, men dråberne er lunkne og smager som majskolben, når de drypper ned fra overlæben. Men det er ikke bare modbydeligt, det er også dejligt, for det er tegn på rejsens fremgang og bevægelse, fra hovedstaden, der ligger mellemvarm tolvhundrede meter oppe mellem skyerne, glider vi ned i Afrikas gryde sammen med lastbilerne og godset pakket under støvede presenninger, man kan tegne på med fingerspidserne, og pizzaer af sved i armhulerne, lunkne underbukser, og jeg skal tisse, men jeg må drikke, sikke et skørt dilemma, i Afrikas gryde, vand vand vand, det må jeg have, det må jeg drikke. Og jeg drikker, og jeg drikker. Nu er det lige meget, om jeg snart skal tisse som en olding.

Bussen standser i en by, hvor skilte fra UNICEF og Australian Aid byder velkommen. De fleste stiger ud. Kjoler og skørter sidder fast i et søm på trappen, og damerne smasker. En kvinde klatrer op ad trappen med to pippende papkasser fyldt med gule kyllinger, der stikker deres dun ud af paphullerne. Hun skubber dyrene ind mellem kufferterne på bagagehylden.

Sælgerne stiger ind. En pige i lilla silkekjole og mudrede jeans standser ved mig og vil sælge mig dampede majskolber fra en grøn balje, hun cirkulerer med hovedet for at balancere.

 

“En for 50 cent.”

“Nej tak.”

Hun bliver stående, mens de andre sælgere går forbi og dybere ind i bussen.

“To for 50 cent.”

Jeg ryster på hovedet.

“Giv mig en dollar.”

Jeg ryster på hovedet. Hun bliver. Jeg ryster. Så vinker hun, siger bye og danser videre med baljen. Af en mand køber jeg en tube tandpasta og får en tandbørste med uden at spørge.

“Promotion,” siger han og går med de andre sælgere over i en anden bus, mens alle passagererne, der steg af, stiger på igen, og vi kører.

Jeg falder i søvn, men vågner, da en lastbil buldrer hårdt forbi os, så ruderne ryster, og kyllingerne pipper.

Bussen snor sig op og ned ad bakker og bjergveje, gennem tørstige skaldede skove, ind under solen, der står til venstre, og efter svinget til højre. Jeg orienterer mig. Jeg er den eneste hvide. Den eneste der gør noget. De andre sover eller stener forud med slukkede øjne. Det er dvale. Bevægelsesdvale og langsom telepati. Man træder ind i syd, slukker for sig selv, og går ud i nord, tænder. Lægger knap mærke til den syvende eller ottende politipost og en tankstation, der er nødt til at skilte med, at den har brændstof.

Bussens skygge er lang, da vi standser i Kariba. Kariba med det magiske navn. Det er nok for mig.

Jeg stiger ud i en flok af taxichauffører.

“Warthog, fem dollar,” siger en mand med store hvide øjne.

“Jeg skal ikke til Warthog,” siger jeg.

“Fire dollar,” siger han.

“Men det er for meget,” siger jeg. “Og jeg skal ikke derhen.”

Ham der sad foran mig i bussen bryder ind.

“De snyder dig,” siger han og leder mig væk fra chaufførerne. Han spørger om, hvor jeg skal hen.

“Jeg har ingen plan,” siger jeg, mens vi følges væk hustlerne og går ind mellem de grå hytter af gasbeton belagt med bølgede asbesttage, over den grå jord, som hvert skridt gør til skyer.

Solen er stor og orange og står mellem træerne og flimrer i øjnene.

Sveden varmer i min navle.

“Velkommen til ghettoen,” siger han og præsenterer sig som Michael fra Nyamhuga, Karibas fiskerslum.

“Men hør, hvad er din plan?” spørger han igen.

“Jeg tænkte på at finde på noget, når jeg ankom. Nu er jeg her,” siger jeg og tænker lidt. Så siger jeg:

“Kan jeg bo hos dig et par dage?”

Han smiler.

“Ja, selvfølgelig,” siger han og peger ind mellem buskene, hvor to bavianer piler efter hinanden.

“Du er velkommen. Men bavianerne vækker os tidligt, når de trommer på taget,” siger han.

“Det kan jeg leve med,” siger jeg og griner.

Langs landsbyens marked render bavianerne ind i en bunke af skrald og sætter sig på deres lyserøde numser og samler rester. Så får de et chok og klatrer op på markedets bølgede tag og sætter sig og gumler fangsten i sig. De spejder ud over søen nede for enden af landsbybakken. Søen der i morges lignede et firben. Nu ligger den blank og blåsort mellem de tørre landes bakker med sine små øer og fiskerbådene og uendelige historier.

Mens vi går og småsnakker, falder mørket på og skjuler de grå huse, hvor kjoler og underbukser hænger til tørre i et pigtrådshegn, blandt smadrede biler.

Men så tænder konerne madbål op ad murene, og husene kommer til syne igen.

En pige kommer løbende ud af en container, hvor hun sælger cola og chips. Hun omfavner Michael. De er kærester. Memory, hedder hun.

“Kan du huske det?” spørger Michael, og hun dasker ham i nakken.

Længst fra markedet, nede ved landsbyens udkant, i et af de grå betonhuse, bor Michael sammen med Coffee, der sidder på hug med sin søn Collen og skærer strimler af en halvanden meter lang skægget fisk.

Michael går ind og smider sine sager på værelset, og da han tænder sit lys derinde, slukker det herude.

“Hey,” siger Coffee med kniven i hånden.

Michael stikker hovedet ud og tænder og slukker og tænder. Det er umuligt at få lys begge steder, åbenbart.

“Jeg ved ikke, hvad der går galt,” siger han.

Coffee tænder dioden på sin mobil og fortsætter i dens lys. Krogen og et stykke filtret line hænger ud af mundvigen. Collen, der endnu ikke taler, strækker stykkerne ud for Coffee, så han lettere kan snitte.

“Pas på,” råber Coffee.

Collen trækker fingrene til sig. De strøer strimlerne med salt og klasker dem sammen i en bunke. Et halvt kilo salt til halvanden meter.

Ude på søen knitrer fiskerbådenes lygter. De lader fangstnettene glide til bunds og lyser ned i vandet, så de små fisk vrimler op til overfladen. Så trækker de nettene op, hælder fiskene ombord og tørrer dem i solen inde på land, indtil de sælger dem på markedet eller sender dem til hovedstaden, hvor man æder dem hele og størknede, som de er, med ben og øjne og skæl.

Michael skruer en elpære ud fra toilettet, mens den er tændt, og stikker den i fatningen inde i baderummene, og jeg tager bad mellem væggene af gasbeton. Vandet kommer ud af et knækket jernrør. Jeg havde glædet mig til et iskoldt bad. Men vandet er hedt fra solen.

Imens blæser Michael støv ud af sit værelse med en gulvventilator.

“Jeg hader støv,” siger han derindefra, men bare rolig, vi fikser det.

Støver blæste ind af revner og sprækker, mens han var i Harare og skaffe sit lastbilkørekort, så han kan få sig et arbejde. Det lagde sig på lagnerne på madrassen og farvede det røde gulv gråbrunt og det sorte fjernsyn gråt og kravlede ned i gryderne på elkogepladen. Silkelagnerne, der hænger og svajer i trækvinden for vinduet som gardiner, glider støvet af, og det lander i en lang strimlet bunke på det røde gulv. Vasketøjet i vaskebaljen skal vaskes igen. Dvd-afspilleren piller han fra hinanden. Støvet klumper sig om sensoren. Han puster det af og sætter en film på. Den virker. Han spørger, om han må låne mit lille gule håndklæde. Det jeg fik af Mildred. Han glemte sit eget på tørresnoren i Harare. Det må han.

Vi koger ris og bønner i tomat og sidder på gulvet og spiser.

Ved sengetid sætter Coffee en plade af aluminium for døråbningen, fordi der mangler en dør. Han klemmer den fast mod dørkarmene med en stol og sover sammen med Collen på gulvet foran Michaels værelse. En flodhest kunne trampe ham ned, hvis ikke den blev stoppet af alupladen.

På værelset lægger Michael sig i bare ben og bar overkrop direkte på det glattede betongulv. Alt andet er for varmt, siger han. Vi småsnakker i mørket. Jeg fortæller om min rejse, og at jeg skriver dagbog om mennesker, jeg møder.

“Vil du så skrive om mig?” spørger han.

“Vi ser, hvad der sker,” siger jeg. “Måske kan du sove på det?”

“Jeg har noget. Det skal handle om krokodiller,” siger han.

“Krokodiller?” spørger jeg.

“Her bor vi med dyrene,” siger han. “Og jeg gør noget beskidt. Noget virkelig ondt. Noget jeg hader. Vi kan kalde det et krokodilledilemma.”

Jeg mangler energi til at åbne emnet nu. Det lyder dybt. Som endnu en labyrint. Vi må sove først.

“Sov på det. Så taler vi i morgen. Godnat. Og tusind tak for, at jeg må sove hos dig,” siger jeg.

“Det er okay. Vi er alle ens,” siger han.

Jeg vågner mange gange. Ikke af bavianerne på taget, men af sveden. Michael havde ret. Madrassen er en kedel. Luften er også varm, men kun lun. Det er madrassen, der gør den store forskel. Forestillingen om at bytte madrassen, våd af sved, ud med det bare betongulv, køler. Men på gulvet kravler tægerne, som hundene ryster af sig, når de strejfer om på de støvede stier. Jeg tvinger mig i søvn på madrassen og vågner af knitrende knald, der kommer udefra.

Waky-waky, siger Michael og trækker shorts på. Hækken brænder bag huset. Lille Collen står foran ilden med den ene hånd i munden. Coffee, der vifter og slår ilden død med aluminiumspladen, der stod for døren i nat, siger godmorgen.

“Godmorgen,” siger jeg. “Hvad laver I?”

“Ah, vi brænder græs og blade af, men det griber om sig i varmen. Det er for at flodhestene ikke kommer her og spiser.”

Hækken knitrer, indtil den brænder ud. De saltede fiskestrimler tørrer i solen. Michael koger ris og bønner i tomat. Vi spiser og køber vand, så mange dunke som vi kan slæbe, for vi skal ud i bushen.

Michael fører mig ud på en lille privat safari, der går fra hans værelse og ned til krokodillerne, som han siger.

“Slår de folk ihjel?” spørger jeg.

“Åh, mange. Mange. En hver eller hver anden dag,” siger han.

“Er det så en god idé at gå ned til dem?”

“Bare vent og se. Nu får du lidt at skrive om. Først skal det handle om dyr. Vi lever og bor med dyrene.”

Og så går vi, og han har ret i det med dyrene, for da vi stadig er i landsbyen, står en zebra og gnubber sig mod stammen af et træ. Den står i en have, hvor en mand støber betonklodser og lægger dem til tørre som fiskestrimler, og den gumler på en tomat. Jeg går hen til den. Den er vant til mennesker. Og Michael siger, at det sagtens kan lade sig gøre.

“Hvad kan lade sig gøre?”

“Dyr og mennesker kan leve sammen. Det kræver bare, at vi forstår deres opførsel og respekterer dem. Så gør de ikke noget,” siger han. “Kom med.”

Og vi går over den græsløse fodboldbane, ind under de hængende strømledninger, der brummer af elektriske kræfter, og ud i bushen.

Jorden er sprækket som læber. Små halvnøgne buske, der vil være træer, ligner, at de i stedet dør, men sikkert klarer de den.

Maraboustorkene holder balancen i de nøgne snørklede trætoppe. De breder vingerne ud i heden. Under dem farer en antilope ud af en busk og piler en støvsky op. Michael skratter og skriger og peger langt væk ved at stikke armen og pegefingeren skråt til himmels. Ude i fjerne vandrer elefanterne langs horisontlinjen og svinger med snablerne. Vi styrer mod dem.

Det er på grund af dem, Michael leder efter et nyt sted at bo. Om aftenen, når han møder Memory ved lukketid og hænger ud med hende, sniger de sig rundt i landsbyens udkant. Og på stien hjem i mørket hører han, hvordan de knækker buske og træer og stiller sig og æder, så deres maver knurrer som katte i mørket. Nogle aftener løber de efter ham. De kan ikke lide mennesker. De dræber en eller to eller tre fra landsbyen om året. For to uger siden gik en historie gennem byen om, at en kvinde fra byen var stanget ihjel. Ud af huset spænede Michael. Tænk hvis det var Memory. Coffee løb med Collen i hånden. Og ved vejen, som han går hjem ad, stod en horde af mennesker i rundkreds om noget, der lå på jorden. Michael klemte sig ind i mængden. Der lå en krop, det var tydeligt, selvom politiet havde pakket den ind. Han strakte sig for at se bedre. Det måtte være en ung kvinde. Stanget og trampet ned. Heldigvis var hun spinklere end Memory.

Man siger, at elefanterne bliver farligere, når de har dræbt. De finder på at dræbe igen. Så parkrangerne kører ind i bushen, en halv kilometer ind, ikke mere, og parkerer jeepen og stiger ud med ladte rifler. De løfter riflerne, spreder sig fra hinanden på en række. Sådan nærmer de sig horden af elefanter, hundreder af elefanter. Og nu sker det uforståelige. Det mystiske og magiske og tragiske. Elefanten der dræbte den unge kvinde løber ud af horden og buldrer lukt mod rangerne. Den løfter stødtænderne, blæser i trompeten, blafrer med ørerne og løber, løber, løber og pang. Det er rangeren, der står yderst i siden, der skyder og rammer bag flyveøret. Den får åbenbart, hvad den fortjener.

“Kom med,” siger Michael.

Vi nærmer os elefanterne, der bare går og svinger. Vi går så tæt på, at flokken deler sig op i to grupper. Måske stiller ti mod venstre ind mellem et tykkere krat og tyve søger over et åbnede stykke land.

Men en stor han bliver stående, hvor horden knækkede over. Roligt, roligt sætter jeg min ene fod foran den anden.

“Se om lidt,” siger Michael.

Jeg tager to skridt, og så vender elefanten sig mod os, så snablen dingler. Den hæver stødtænderne, spreder de enorme flade ører og skubber det ene forknæ frem. I dette sekund gibber noget i mit bryst og i maven. Det er mystisk som magi. Elefanten skyder en usynlig ildkugle af sted og rammer mig dybest inde. Det ved jeg i dette sekund. Det er som at kigge tusinde meter ned. Som at falde. Mærk suget. Denne elefant indgyder suget. Fremkalder dødsfrygtens dybdesus. Intimiderer. Jeg skridter baglæns for at undgå at flygte. Og elefanten løsner sin forbandelse, sænker sit våben, dingler snablen væk fra os og vandrer mod sin flok.

Det er ham, der dræber, siger Michael. Forstår man ikke det, må man bare dø.

Som vi går ind i bushen, spørger jeg om ikke det er dumt, sæt vi møder elefanterne derinde, men Michael siger, at han kender dyrene. Han ved, hvad han gør.

Vi hopper over en mudret bæk, der løber ned til søen. Michael stopper og bukker sig. Solen står lige på fra oven, at han ingen skygge kaster. Hans skosåler falder af. Heden smelter limen, der skal holde dem fast til skoene. Jeg drikker min tredje liter vand før middag. Med Michaels ord er det så varmt som helvede. Og dyrefilosoferer han. Dyr skal leve som dyr. Vi kan ikke ændre dem. Det er åndssvagt at tro. Ændrer vi dem, slår de tilbage. Det er sådan noget, han siger, på vores færd gennem bushen, ned mod krokodillerne. Og så taler han om krokodillerne.

Drengene havde bundet en kugle af plastikposer og spillede fodbold med den ved floden, der løber ud i fiskernes store sø. Den løber så langsomt, at den står stille. De skød bolden skævt, og den rullede ned til bredden. Den mindste dreng pilede ned ad bakken mod floden efter bolden. Bavianerne sad på deres numser og spiste i græsset. Og nu var bolden rullet ud på floden, og der lå den og drejede i vinden. Drengen tog en kæp for at rage bolden tættere på, og da den var tæt på, stak han hånden frem efter den. Og da steg krokodillen op og jog tænderne ind i barnets arm og trak det ned og forsvandt, og sekunder efter var floden stille. Stille og lys og brun og umulig at se ned i for mudder. Børnene løb hjem til deres mødre, der hentede fædrene, der tilkaldte parkrangerne, der kom med to fiskenet og stak et i flodens ene ende og et i den anden og trak dem tættere mod hinanden. De fangede tre krokodiller, som de skød. Drengen dykkede de ned efter, hvor han var forsvundet, og de fandt ham, druknet og forbidt, trykket ned i mudderbunden, gemt i krokodillens forrådskammer til et senere måltid.

“Krokodillerne tager en fisker hver eller hver anden dag,” siger Michael, “og det er der en god grund til.”

De studerer deres bytte. Det kan være Coffee, for han er fisker. Han står i vandkanten og pirker med sin bambusstang. Vandet går ham til hofterne. Han er langt nok ude til at fange sådan en, som han tørrer i solen. Han kan stå sådan i timer, og han kan se krokodillen. Den gør intet. Ligger bare og skuler. Han kan komme tilbage og stille sig sådan, dag efter dag. Den samme krokodille med de samme hakker i takkerne bag nakken kommer og ligger på lur. Og da han føler, at han er i et med naturen, at der bygger sig en pagt mellem dyr og menneske, dykker den. Den er væk. Vandet er som et spejl. Men så angriber den nedefra, hugger tænderne ind i lårkødet, pisker med halen, drejer kroppen. Fiskeren er heldig, hvis han bare mister sit ben. Oftest mister sønnen en far.

En impala springer ud af en busk. Som om noget var efter den. En løve, måske.

“Er der ingen løver?” spørger jeg.

“Mange, der er mange løver, men de kamuflerer sig. Dem ser vi ikke, men de ser os. De ligger på lur. Men de rører os ikke. I varmen er de for trætte og dovne.”

Han ser dem tit. For en uge siden, da han havde sat sig ind i bussen mod Harare, sagde chaufføren i højttalerne, at de ville blive en smule forsinkede. En hunløve havde, netop som han havde lukket døren til bussen efter sidste passagerer, lagt sig mellem forlygterne, og nu lå hun og slikkede sig om munden og gabte.

Og

Pointen med krokodillerne er, at de slår tilbage. Fordi vi tager dem til fange, dræber de flere fiskere end nogensinde før.

Michael ligger op ad sine fire stablede puder og ser en film om menneskesmuglere, der sælger asiatiske piger, hører han gumlelyde. Han rejser sig fra gulvet og skubber silkegardinet til side. Der står en flodhest og gumler på hækken. Han tager køkkenkniven og en kasserolle og løber ud i haven og slår knivens flade side mod gryden og råber bababababa. Flodhesten sætter i løb og buldrer direkte gennem hækken.

Vellykket, siger han. Trods skaden. Nogle gange angriber de, og så må han rykke hurtigt ind i huset og slå aluminiumsstykket for husets åbning og låse sig inde på sit eget værelse bag døren, som er en spånplade med nøglehul og dørhåndtag.

Bavianerne er som os mennesker. De sniger sig lydløst ind i køkkenet og stjæler en gryde med ris og kravler op og sætter sig på taget og lader risene køle ned. Så stikker de fingrene ned i risene og graver sig mætte. Enkelte gange stiller de gryden på plads bagefter. De stjæler bananer ud af hænderne på børn, og på vej fra supermarkedet råber en mand efter en kvinde, der går med bæreposer, at en bavian er efter hende. Hun vender sig og skriger. Bavianen flår en bærepose til sig og forsvinder ned ad en mørk gade. Kun støv i hvirvler efterlader den som spor.

***

Kariba, Zimbabwe

På tomlen fra Maputo til Tofo

Maputo, Mozambique

Jeg stiller mig og tomler ved den nordgående landevej.

En mellemstor bus tager mig med, jeg sidder på midtersædet med udsigt ud af forruden og fødderne stukket langs chaufførens lår. Jeg lytter til omgivelserne. De taler så tydeligt, overdøver passagernes stemmer. Jeg lytter til min hjerne. Den oversætter, hvad mine øjne ser, til små sætninger. Som sidder der en mand uden navn, uden stemme, uden krop, inde mellem ørerne og læser højt fra tekststykker, der skriver sig selv.

⁃ Himlen er så hvidblå eller blåhvid, der findes ingen skyer her. Solen varmer, men bager ikke som den kan.

⁃ Chaufføren læner sig skråt mod døren, piller i øjeæblet med pegefingeren, en hånd i midten af rattet, en på låret eller ud af vinduet.

⁃ Militære indrykninger i modsat retning. Hver femte eller tiende minut passerer små karavaner, konvojer, grupper med geværerne strittede op i vejret. De er ikke mørkeblå, men grønne. Er de fra samme hold?

⁃ Bussen er fyldt med gods. En rød drejebænk af smedejern, der vælter nu og da, og 47 spisestel i en papkasse og den type sager.

⁃ Blå strømper i lyserøde klipklapper sælger brød fra baljer på hovedet.

⁃ Jeg er stille, siger kun få sætninger på turen: får jeg de 100, du skylder mig? Og tak, da min sidemand tilbyder mig en banan.

⁃ Et stykke sæk falder af en lastbil og flyver ind i forruden.

⁃ Og så er der den følelse af at overhale i modsatte spor, han kører helt sikkert for hurtigt, selvom speedometernålen står på nul, og en stor tung lastbil med ABNORMAL skrevet i rødt på toppen nærmer sig, det er frygtindgydende i kroppen, man kommer i sekunder til at få mistillid til chaufføren, men han sidder så roligt som en stewardesse under turbulens.

⁃ Det lugter af brændende træstubbe, og lugten er sådan set dejlig, fordi den er blød og eventyrlig.

⁃ Grøn plastikstol hænger i et træ, og lidt længere fremme hænger der en hvid.

⁃ Og nu falder folk i søvn rundt om mig. En pige læner sig sidelæns over sin taske med sin bøjede arm som pude, sikke en evne.

⁃ Chaufføren kigger skråt tilbage på sin makker, ham der shanghajer rejsende, når vi standser, og siger noget. Bussen glider over i modsatte vejbane mod en lorry, makkeren siger: kig, så griner manden bag rattet og glider tilbage, hvor han hører til, skriver en besked på sin mobil mellem benene.

⁃ I vejkanten står en sort ged og græsser. Mellem træerne de hvide køer. Ud af buskene løber tre damer med dunke på hovederne og sætter sig ind i en lorry. Drengen ruller et bildæk ind i en rød myretue, så støvet hvirvler. Muren er rød. Vodacom, står der på den, lidt senere Coca Cola. Røde støvskyer blæser efter bagdæk. Og der et bilvrag, mast som af en knyttet næve.

– Røg over en mark. Kulsække til salg. Røde huller i asfalten. Og chaufføren trækker i rattet, to hjul ud i gruset, rtshhc. Myretuerne skifter til brune. De er høje som mennesker, tykke som elefantunger, han undgår den, tilbage på vej, ro på. Han retter på sidespejlet.

⁃ Kører slange over.

⁃ Musik: Jeg vil være udødelig, så jeg kan passe på dig for evigt.

⁃ Nene sætter sig ind. Han var med en bus der kørte galt. Nu skifter han. Det var en tomatlastbil, der kørte bussen af sporet og selv kørte af vejen og ramte to biler, før den væltede, tomaterne rullede ud. En døde. Tomatchaufføren.

⁃ Elledninger hænger slapt i timevis med deres hvilende fugle og følger os gennem det flade grønne landskab af marker og landsbyer.

⁃ Psssaatrhtrtssds. Dæk punkterer. Sænker farten. Så sætter han den op igen.

⁃ Græskar stablet i pyramider, til salg, vanddunke fyldt med benzin, til salg, lerkrukker, peri-peri i flasker, chilibomber, en mand stikker kroppen ned i mortoren på sin bil, cashewnødder i halvkilosposer, orange tomater i pyramider, grønne appelsiner i pyramider, æbler i fireæblersposer, et dæk på en stolpe, skolebørn i skygge, hængende rygsække, en mand i solbriller og lilla kimono med en hvalp. Han stikker den ind i bussen, som om vi vil købe den. Den er sød, men nej tak, siger vi. En mand i åben skjorte til navlen, macheten hænger fra armen, kævlerne ligger på skuldrene. Et barn med en flad pose nødder på sine fletninger. Hvor er hun dog sød. Kyllingerne der bokker. Hanen med sine dinglerier. Et haltende gadekryds. Åh, nej, en væltet glaslastbil, bunker af glasskår, og alle dem der står og piller stykker ud. Ananas. De strittende hårtutter, ananasmarkerne. En ged bundet i en snor til en trækrone. Den har ret fri leg, hvis den undgår at vikle sig ind. Og de nøgne mannequiner. Og bilvrag med en busk indeni. Flere grønne plastikstole i træer. Og nu: brændestabler. Og geder igen – de går og græsser på en skibscontainer. Hvorfor er der græs der? Hvordan fanden kom de derop? Og hvorfor er de så rolige?

– En militærmand sætter sig ind. Jeg spørger, om han måske ved noget om konflikten i nord, siger at jeg vil gennem området for at nå til Zimbabwe. “Det afhænger af dit held,” siger han, “og om Gud beskytter dig.”

⁃ Xxx rækker sin mobil til yyy. Hun skriver sit nummer ind. Giver ham mobilen tilbage. Han læser hendes navn. Yyy. Men der mangler et tal. Hun får mobilen, han tager den igen, tjekker. Nu skulle den være god nok.

⁃ Så begynder jeg at tælle modkørende der blinker med langt lys til chaufføren. Det er en øvelse om at koncentrere sig. Hver gang blinker de og stikker en pegefinger ud og peger mod hans venstre forlygte. Hver gang stikker han sin tommel ud som tak. Jeg tæller over 20, før jeg mistet koncentrationen.

⁃ Chaufføren holder øjnene grundigt på vejen. Kun friske bilvrag, rustne bilvrag, hende på forsædet, hans makker og hans mobil får ham til at kigge væk. Åh. Hårdt bremser han. Vi flyver frem. Mod den gule lastbil. Åh. Næsten. Han griner. E-hehehe. Hvad skal han ellers gøre.

Nu bliver det mørkt. En gut i Jesus-sandaler, Brett, spørger mig om, hvor jeg har tænkt mig at sove.

“Jeg ved det ikke,” siger jeg.

“Vi har en ekstra seng. Vil du sove hos os?”

“Jo tak.”

Og det er sådan set det. I morgen kører Chaufføren tilbage. Jeg stiger ud med Brett. I baghaven bygger han drivhuse af tynde stammer og tæt net, der gør det ud for vægge, og gror forskellige planter for at teste drivhusene. Han vil sælge dem billigt til farmere ude på landet. Hundredvis af grønne tjavser stikker op af jorden i huller i flamengopaller. Jorden ser mig noget sort ud, jorden derude er jo rød, så jeg spørger, om det helt spiller.

“Det er så problemet, vi ikke helt har løst,” siger han.

Og så piller vi blade af stilke fra søde kartofler, koger dem med cashewnødder og kokosmælk, spiser siddende, lænet op af væggen på klinkegulvet, ryger joints og spiser igen.

Næste formiddag stiller jeg mig i vejkanten og stikker pegefingeren i vejret, det betyder, at jeg vil mod nord.

Der går en lille time, så er jeg på vej.

***

På tomlen fra Maputo til Tofo

 

Diplomatdøtre

Pretoria, Sydafrika

Bright fra Ghana tager mig med i byen for at score diplomatdøtre.

Spande med øller og isterninger på de høje runde borde. En har en bred hat på. En anden en tyk perlekæde. De er smukke her. Enhver. Mænd og kvinder. Musikken får halsen, brystet, mellemgulvet til at vibrere. Det er lidt funky. Ingen synger. Det er rart. Tung bas. Måske mere end en bas. Dumdumho.

Det

Føles

Rart

Han kalder på barpigen. Sihle. Rød skjorte. Lange sorte tynde snorefletninger som piske ned ad ryggen.

“Man køber bare en drink til dig, er det ikke rigtigt, og så er du min?”

Hun nikker, roligt, i fem sekunder eller mere.

“Der kommer en bil fyldt med piger nu,” siger hun.

“Hvad,” siger jeg.

Men det er rigtigt. Der holder en bil, og den er tilknyttet baren til at finde piger i byen. Man lokker dem med studierabat og gratis entre. Direkte. De er fra universitetet.

Bright skriver med sin kæreste. Hun går i seng nu, i en by nede sydpå. Han siger til hende, at han lige tager en øl. Slår en bøvs ind i sin knyttede hånd. Den lugter af krydder. Bag ham glider otte eller ti piger ind på stribe. Der er ikke en, der ikke har en stram kjole på. Han vender sig og kigger. Diplomatdøtre, kalder han dem. Han bøjer sig over telefonen. Det er kæresten endnu. Hans trøje er blå som tandpasta, og på brystet, nær skulderen, spiller en fyr i silhuet polo på en hest. Zikhona hedder kæresten, og Blue Room fylder sig selv op.

Han har skæg rundt om munden, det er skarpt vinkelklippet langs kindbenene og op i håret. Vi får to i aften, siger han. Og klasker sin ene håndflade mod sin anden håndryg. Knipser.

Sihle kommer over. Hun smiler. Mellemrum mellem fortænderne. To tænder af guld eller sølv. Umuligt at vide i dette lilla lys.

“Hvor er pigerne,” siger Bright.

“Dybere inde i baren.”

“Har du en kæreste?”

“Jep.”

“Hvor er han?”

“I Cape Town.”

“Har du nogen her?”

“Nej, jeg siger jo, at jeg har en kæreste i Cape Town.”

“Du har meget at lære.”

Hun griner. Siger noget ind i hans øre.

“Hun kan lide dig,” siger han så til mig.

Så smiler hun og går.

To fyre sidder med øjnene så lukkede som streger og danser siddedans med hænder der ruller foran sig. Fire piger rejser sig. Nu danser de også. Der sætter sig ned til os, en hvid udskæring til bunden af ryggen. Et ottetal på skulderen. Bright rejser sig. Går over til hende. Får en afvisning. Griner. Hahaha. Lets go dybere ind i baren siger han.

Vi går ind. Jeg går ud for at finde et sted at pisse. Der er en kat på døren. Jeg går ind. Det er pigerne, der står og kigger sig i spejlet. Weeeee. Ups. Jeg går ud. Og mod døren med hanen på. Cock, råber en af pigerne.

Da jeg kommer tilbage til Bright, forstår jeg, det ikke er en bar, men en klub, og han sidder ved et bord og kigger på billeder af sig selv. To piger sætter sig.

Den store af dem drikker energidrik. Den lille Sweet Red. Den lille af dem er smukkest. Hun er fra Swaziland. Hun siger at vi ikke lagde mærke til da hun dansede. Det har hun ret i. Hun læner sig tæt på mig.

Jeg kommer til at spørge om vi skal tage derover sammen.

“Min far dræber dig,” siger hun.

Hendes læber strejfer mit øre.

“Det er stammerettigheder. Du er jo hvid.”

“Så må vi hellere blive her.”

“Det er sikrest.”

Bright viser mig en besked. Den er fra Isabella. Hun står derude. Åh åhh.
Den lille stikker sin hånd ned i brystholderen og finder sin telefon. Hun skriver noget og stikker den ned igen.
Og der kommer Isabella.

“Det er Isabella,” siger han.

“Isabel,” siger hun.

Isabel sætter sig mellem den lille og store. Sjovt. Hun er mellem. Hendes undertrøje er grøn som græs. Den lille tager en slurk af flasken med Red Sweet, det må være rose. Der er stadig prop på. Intet kommer ud.

Bright kigger på mig.

“Mere jagt,” siger han. “Vi har tid.”

Og nu danser der en blandet flok med deres numser nede i knæ. Det er skønt. Det er nu jeg endelig er her. I Afrika. Det hele ryster. Ham med kasketten som en kanin. Hende med den prikkede sorte kjole med knæ der klasker mod hinanden. Det er sådan det skal være. Ikke så kedeligt. Hvide tænder. Hænder oppe. Og bøjede knæ.

Jeg stener ud i luften. Bestiller mere at drikke, åbner flaskerne med skruelåget på den lilles efterladte rose-flaske.

“Hende der…”

Jeg vågner.

“Hvad?”

“Hende der. Se røven! På de to! Vi tager dem med og deler.”

Vi giver hånd på det.

“Og nu tager vi shots.”

Og det gør vi. Op i baren. Fire shots til tre. Arsdddddd!!! Med flødeskum på toppen.

Jeg ser en pige ind i øjnene, længe, hun står bare og kigger, så vender hun sig og hiver en gut ind til sig og kysser ham. Der var han heldig.

Bartenderen drikker det fjerde shot. Jeg går en runde. Det har jeg altid gjort, når jeg har været fortabt. Der er intet til mig. Andet end at kigge på. Og det er godt nok. Jeg sætter mig op på en gulvhøjtaler. Den vibrerer i min røv. Der står aftenens tre smukkeste kvinder og danser, men de danser sammen. To i kjoler af guld, en i en lyserød sag. Jeg kan ikke forene mig med det lige nu. Jeg sidder bare. Og kigger. Eller sover. Det ville være det samme. Så beslutter jeg mig at tage mig sammen. Og laver kaninører bag en der tager en selfie, en af dem i guld. Det griner hun af. Og går. Ned for at danse.

De her piger kan alle sangene, det kan man se på deres læber, work work work work work. De danser foran min højtaler, fordi det er her lyden vibrerer. Det er smart. Af mig. Den ene i guld afviser en, to, tre, fire, fem. Det er også derfor jeg ikke byder mig til. Nu læner jeg mig pludselig baglæns og lægger mig halvt ned over højtaleren. Det rumsterer i mine skuldre, det er godt. Massage fra bassen. Og der kommer Bright og laver sine moves til de tre, eller fire, smukkeste damer, de ryster på deres hoveder, han giver mig knuckles, vi er hvor vi hører til her, på et sidespor. Og nu henter han drikkevarer. Det er nu.

Og den ene i guld sætter sig ved siden af mig. Der kommer en over og spørger hende, om han må fortælle hende en hemmelighed. Hun holder om mig. Siger at jeg er hendes mand. Jeg siger at hun er min kone. Krammer hende. Han stikker en cigaret ind mellem sine læber. Tænder den ikke. Og så går han. Og hun rejser sig og danser, bøjer sig forover, ned med hænderne i gulvet og ryster sin røv. Arghh! Jeg glider ned ad højttaleren og går. Ud og pisser. Og der står Bright, og han spørger hvad der skete med dansepigerne. Ingenting, siger jeg. De er fucking veninder, siger han. Ubrydelige.

Oppe ved bordet står der en spand med øl og cider i is. Jeg tager en flaske og åbner den med tænderne. Nu kan jeg ikke høre hvad jeg selv tænker. Det er dejligt.

Det er simpelthen dejligt. Og nu danser vi simpelthen. Der er landet en isterning på gulvet. Bright giver mig en ny flaske. Og der er intet mere at skrive. Og så går jeg ind i VIP-området, og så smider en stor mand mig ud derfra, og så går jeg ud og pisser.

Der går nogle timer på den måde. De tænder lyset, slukker musikken. Bright siger at han tager hende med. Altså Isabel.

“Vi skal svømme,” siger han.

“Jeg har lige fået lavet hår, det kan jeg ikke,” siger hun.

“Du skal.”

“Kør mig hjem.”

“Ah, okay.”

***

Diplomatdøtre