Mama Tamara

Ndola, Zambia

For første gang i mit liv ser jeg en pedicure. Og ikke alene er det en pedicure, det er også en mand, der laver den.

Foran frisøren spørger jeg de rutinerede mænd om råd til rejsen ind i Congo. Cletis er stor og rund i sin strøgede skjorte og det løse guldur om armen, og han er hurtigst med sit råd: “Tag til grænsen, find en dieseltruck med zambiske nummerplader og spørg om et lift. Du kan nå dit mål på to-tre dage.”

John er spinkel og lang og bærer på en klumpet pose, og han vifter mig ind i frisørsalonen. “Kom her. Sæt dig. Og lad mig fortælle dig noget. Jeg har været soldat i Congo i 17 år, og jeg har 12 medaljer, der er så tunge, at de får uniformen til at hænge i den ene side.”

Han viser mig et fotografi, som han gemmer i en brun kuvert. Den er god nok. Jakken hænger, som havde han knappet tre-fire huller skævt.

“Mit råd er. Pas på. Cletis’ rute er selvmord. Rejs udenom og ind i landet oppe nordpå.”

Jeg siger tak og grubler lidt. Jeg vil se congoleserne for mig selv. De er også mennesker. Og jeg er ikke bange for dem. Men Congo er bøllen, som ingen på min vej har haft gode ord om. De kalder congoleserne barbariske, stygge, griske. Congoleserne er nogle tiggere, der bare holder mig hen, til jeg betaler. Også congolesere taler sådan, når jeg præsenterer min rute stik nord gennem landet. De rynker panden og spørger, om jeg vil begå selvmord. Det vil jeg ikke, men jeg vil se for mig selv, hvem de er. Jeg vil lære dem at kende.

Drenge går rundt med hinanden i hænderne af venskab. Og afrokam stukket i håret. De bor i et område der var bush for to-tre år siden. Det er et villakvarter.

Biler holder parkeret i indkørslerne. Børnene brænder nedfaldne blade af på vejene og løber ind til siden når der kommer biler.

I baghaven har Tamara et bur med kyllinger, som de slagter hver sjette uge, og en køkkenhave, og der står et mangotræ fra da grunden bare var bush. Ingen havde nogensinde boet i området indtil for to-tre år siden.

Det er rart at vide, at der findes steder, der for få år siden var ubeboede. De flyttede herud fordi der var vand. Og de bygger, og der er arbejde at få til soldater, politimænd og skolelærere.

Tamara går rundt med barnebarnet George på ryggen. Jeg spørger ham om, hvordan det går. Hans øjne stirrer, men Tamara gør sin stemme spæd og svarer.

“Jeg er fed, så det går godt.”

Føl dig hjemme. De smiler så meget, at jeg får et fast smil. Jeg føler mig sjov af at smile så meget. Det er som en flirt, man sidder fast i. Det er dejligt. Og når jeg har det dejligt, bliver alt bare skønt. Der bor normalt syv i huset, tre generationer. De ti bud hænger over spisebordet. I fjernsynet er det præsident Edgar Lungus fødselsdag, og han fordømmer amerikanernes valg af Trump.

På tæppet kravler George og tygger på en krøllet strimmel avis. Martha samler ham op og giver ham bryst.

Fluerne sværmer om mine tæer, selvom de lige har taget bad. Men der mangler en i huset, og det opdager jeg, da Tamara viser mig ind på mit værelse. På søm i væggen hænger to militærkasketter og en baret, og de er nulrede, og emblemerne med gammeldags kanoner på skaller. Der hænger også to buketter hvide roser.

Manden Bright mangler. Han er i krig i Den Centralafrikanske Republik. Hun viser mig fotografier af ham i grøn militæruniform og slips. Tre medaljer sidder over hjertet, og hans blik er stolt, han har format.

“Syv måneder,” siger hun.

“Savner du ham? Er du ikke bange?”

“Næh. Jeg er vant til, at han er væk, lige som du er vant til at være væk fra din familie. Og han har overlevet tyve år i hæren, så mon ikke han klarer lidt endnu?”

“Ham vil jeg gerne møde,” siger jeg.

“Han sender vores fire børn i skole. Han er en god mand. Og han gør mig fed, så jeg er glad. Kom med,” siger hun. “Du skal møde min bror. De er soldater sammen.”

Broren bor to huse væk.

Tamara er en stor dame i løse klæder. Hendes hår er fra en brasilianer. Hun tænker på, hvordan hun er, hende der gik med det, før de klippede det af, pakkede det og sendte det til Afrika.

Vi kører ind til byen, ad en vej med otte nabokirker med hver sin kristne retning, forbi soldaternes barakker og politiets kaserne. Gaderne er rolige. Kvinder med geværer patruljerer i gaderne. Læbestift og geværer hører ikke sammen. Men sådan er det i Zambia. Som Martha siger. Man må se farlig ud og samtidig være sexet. You must look dangerous and at the same time sexy.

Jeg vil vide, hvad Martha nyder at gøre i sin fritid. Hun inviterer mig på Hungry Lion og bagefter til en jordbærmilkshake i centeret. Det er for meget fastfood nu. For meget storcenter. Og jeg som troede, jeg ville tabe mig i Afrika. Af tre årsager er jeg svulmet. Afrikanerne jeg møder øser store portioner op til mig, de er søde og generøse. Så spiser de fastfood. Og jeg kan ikke sige nej til det ene eller andet.

Det er på tide at finde større bukser. De gamle er flænset i skridtet og syet sammen fire gange. Jeg bytter dem til et andet par på markedet, hvor en mand sænker prisen på et bælte fra Cawine Klarn fra 100 til 25 kwadza på fem sekunder, selvom jeg ryster på hovedet. Bukserne prøver jeg under tøjdamens blå presenning. Hun vælger for mig, og hun finder et par løse gråbrune med dybe lommer og stærkt stof. Hun døber dem Rozina efter sig selv. Jeg er glad for dem med det samme.

***

Ndola, Zambia

De røde læbers hemmelighed

Kariba – Lusaka, Zambia

Klokken fire er stjernerne de klareste, jeg har set.

En enlig lastbil trækker støv efter sig. Og så bliver der dybrødt i øst. Stjernerne forsvinder, og himlen får sit eget mørkeblå lys. Der er noget utroligt over tidlige morgener. Man står op, fordi der er noget man vil. Ikke fordi man skal. Men fordi noget er vigtigere end søvn.

Jeg sætter mig ind på bagsædet af et rugbrød. Det er fyldt. Chaufføren fyrer op for morgenens gospelorkester. En bavian stiger ned i en olietønde og kommer op med en plasticpose, som den splitter ad og løber væk med mellem tænderne. En ny dag begynder. Mod næste land. Gadevekseleren i Zambia giver mig flere penge, end jeg skal have, da han veksler mine dollars til kwacha.

“Du snyder dig selv,” siger jeg.

“Det ved jeg,” siger han og smiler.

“Men hvorfor,” spørger jeg.

“Du skal vide, at Zambia er bedre end Zimbabwe.”

Jeg kører videre på tommelfingeren af de bugtende veje, som kineserne har bygget, over gule bjerge, gennem hyttelandsbyer, hvor damerne pumper vand op i dunke.

Da vi kører gennem forstadsindustrikvartererne med bilforhandlere, sengelagere, elektronikgrossister, indkøbscentre og en dreng, der fører sin blinde mor ind mellem bilerne i krydset for at tigge penge, går det op for mig, at alle, jeg har boet hos de senere uger, drømmer om det samme. De vil nordpå. Jeg kører den modsatte vej.

Jeg stikker hovedet ud af vinduet. Den røgede vind blafrer i mine næsebor. Cikaderne summer i ørerne. Jeg lukker øjnene.

Læs hele historien via vice.com.

De røde læbers hemmelighed

Krokodilledilemmaet

Kariba, Zimbabwe

Og jeg fryser.

Der ligger tre enorme krokodiller, men de ligger bag et hegn, og det er derfor, jeg fryser, ikke fordi det pludselig er blevet koldt, for det er det ikke.

Og herfra folder Michael sin historie ud. Den som han kalder Kroko-Dilemmaet. Hans hemmelighed. For det er her, han arbejder, manden der elsker dyrene, han arbejder på dette forfærdelige sted, hvor hundreder af krokodiller ligger i bunker op ad hinanden og lugter. Bare for at blive til tasker.

Klokken 4.00 kommer han med bussen sammen med et halvt hundrede andre krokodillefarmere. Han stempler sig ind hos PADENGA og trækker i de krokodillegrønne arbejdsbukser og trøjer og stikker fødderne i gummistøvler og hænderne og armene i ærmerne, af et plastikforklæde. Han tager en hjelm på med visir, der dækker hele ansigtet. Så stiller han sig med seks doktorer, som firmaet kalder dem, der gør det barbariske arbejde. En skyder krokodillerne med en strømpistol, så de dåner. Paff. Paff. Paff. Tusinder af krokodiller. Titusinder.

Andre kører dem op på bordene, seks borde i hvert rum, et til hver doktor, to krokodiller til hvert bord. Og dér stikker doktorerne en kæp i kæften på dillerne, så gabet holder sig oppe, og de store hugtænder klipper han af med en boltsaks-agtig saks, de små stikker han en syl ned langs og rokker med løs, indtil blodet flyder, og han kan plukke dem ud med en tang.

Mindre end 10 minutter har strømpistolmand, doktor og Michael, før dillen vågner, så de skal være hurtige, for i overmunden sidder 32 tænder, og forneden 32, og dem har man ikke lyst til at ramme. Michael lægger et klæde over krokodillens fjæs, ikke for at skåne den, men for at undgå et blodbad. Det er sådan set et blodbad, for der sidder 64 sår i én mund, og det er blodet, Michael blæser væk. Han stikker en pistollignende blæser, som er koblet til en gasflaske, ind i det sovende gab og blæser i hvert tandhul, væk med blodet, der render ned på gulvet og i baljer under bordet, og så stopper han vat eller sådan noget med en blodstoppende medicin op i gummerne på krokodillerne. Det gør han godt 300 gange om dagen. Det er ikke svært. Han fik ikke engang træning, da han begyndte for tre år siden, men manglede blot et arbejde og satte sig på to stablede sten hver dag en uge foran PADENGA og ventede på at blive tilbudt et job. Blæsemand, kalder de ham. Og dem er der mange af. PADENGA udvider og bygger tredje krokodillefarm. Der må være mange, som ønsker sig en taske, et par sko eller en pung af krokodilleskind. Og det er babyernes skind, de vil have. De bløde fine fleksible skind. 32 centimeter maveskind, eller 40 fra flanken mellem for- og bagben. Det er ikke de store, som vi står og kigger ind til, med sejt tykt elefantagtigt gammelmandshud, disse største bæster er bare til æg. Dem klækker de ud på den kunstige sandstrand, inde bag hegnet, det dobbelte stødhegn, der bestemt holder os uvedkommende ude.

Og hvorfor al den blod? Jo, det går jo ikke, at de bider huller i hinanden, får så kan skindet ikke sælges. De små krokodiller kan vi ikke se rigtig. Vi kan kun se de store, der stadig har tænder. De må gerne bide i hinanden, de skal bare lægge æg. Og de bider i hinanden. Lige foran os. To meter fra mine fødder ligger de låst inde, og der dør de sikkert også.

Michael hader sit arbejde. Han hader sit beskidte dyrplageri. Men han er nødt til at gøre det. Og han hader Mister Fowler, den irske ejer med det sorte hår. Den høje gnier. To gange har Michael set Fowler. Manden ved godt, hvad der foregår inde bag stødhegnene og de høje mure. Men til verden siger han noget andet. Han siger, at de ikke længere giver krokodillerne stød og plukker deres tænder ud. Men det gør de. Michael gør det hver dag.

Tusinder af krokodillemunde har han haft fingrene indeni. Og når han er færdig, skyller han blodet af plastikdragten og tager bussen tilbage, og i morgen gør han det igen. Og han hader det, men er nødt til det. Skal han risikere sit liv som hundredvis af fiskere, der hvert år bliver spist af krokodiller ude på søen, eller skal han gå imod krokodillerne og såre og plage dem?

Til nøds det sidste. Men snart er Michael færdig med krokodilledilemmaet. Og hvorfor tror jeg måske, de dræber så mange ude på søen? Det er da fordi vi sårer så mange inde på land. Det er præcis som han siger: går vi til angreb på dyrene, slår de tilbage.

Men snart er det forbi. Dyrplageriet. For nu har han et lastbilkørekort. Og så skal han ikke længere tjene 250 dollar om måneden, som kontraktarbejder og risikere, at der intet er til ham om en uge. Det er jo derfor, han går rundt med mig i dag. Fordi hans kontrakt er løbet ud. Nu går han og venter på, at de kalder ham ind til at udføre et arbejde, som han væmmes ved at udføre, men som han er nødt til at udføre for at klare sig. Det er et bestialsk dilemma.

”Kom med,” siger han. ”Jeg vil ikke være her længere.”

Vi går ind i bushen. En elandantilope står med siden til og lurer, og da vi træder nærmere vender den hornene og hopper væk. Maraboustorkene hopper ud fra de nøgne trækroner og svæver som flyvere uden motorer over den flimrende blå himmel. Vi når ud til søbredden. Fiskerne sidder på stranden og kaster snører ud efter fisk at tørre. Og midt i bugten, tyve meter ude, ligger tyve eller tredive flodheste med deres små stritører og moser søbunden og lyder som prutter i tomme vintønder. De er søde, de fedtede læs, og de er frie, som den krokodille, der glider forbi dem som en streg i den orange solnedgang.

Flodhestene bobler, og nu og da åbner de gabene og viser deres stolpede pløktænder. De vender rundt, så de lyserøde maver dukker op, og de pølsede ben sparker op i vejret. De er fri som bavianerne.

I denne landsby burer de ikke bavianerne inde, men holder dem snarere ude. Michaels nabo, der sælger æg og småvarer fra sin forhave, har netop låst sagerne inde. De låser sig selv inde. Det er, som Michael siger: det er os, der flyttede ud til dyrene, og ikke dyrene, der flytter ud til os.

***

Krokodilledilemmaet