Mama Tamara

Ndola, Zambia

For første gang i mit liv ser jeg en pedicure. Og ikke alene er det en pedicure, det er også en mand, der laver den.

Foran frisøren spørger jeg de rutinerede mænd om råd til rejsen ind i Congo. Cletis er stor og rund i sin strøgede skjorte og det løse guldur om armen, og han er hurtigst med sit råd: “Tag til grænsen, find en dieseltruck med zambiske nummerplader og spørg om et lift. Du kan nå dit mål på to-tre dage.”

John er spinkel og lang og bærer på en klumpet pose, og han vifter mig ind i frisørsalonen. “Kom her. Sæt dig. Og lad mig fortælle dig noget. Jeg har været soldat i Congo i 17 år, og jeg har 12 medaljer, der er så tunge, at de får uniformen til at hænge i den ene side.”

Han viser mig et fotografi, som han gemmer i en brun kuvert. Den er god nok. Jakken hænger, som havde han knappet tre-fire huller skævt.

“Mit råd er. Pas på. Cletis’ rute er selvmord. Rejs udenom og ind i landet oppe nordpå.”

Jeg siger tak og grubler lidt. Jeg vil se congoleserne for mig selv. De er også mennesker. Og jeg er ikke bange for dem. Men Congo er bøllen, som ingen på min vej har haft gode ord om. De kalder congoleserne barbariske, stygge, griske. Congoleserne er nogle tiggere, der bare holder mig hen, til jeg betaler. Også congolesere taler sådan, når jeg præsenterer min rute stik nord gennem landet. De rynker panden og spørger, om jeg vil begå selvmord. Det vil jeg ikke, men jeg vil se for mig selv, hvem de er. Jeg vil lære dem at kende.

Drenge går rundt med hinanden i hænderne af venskab. Og afrokam stukket i håret. De bor i et område der var bush for to-tre år siden. Det er et villakvarter.

Biler holder parkeret i indkørslerne. Børnene brænder nedfaldne blade af på vejene og løber ind til siden når der kommer biler.

I baghaven har Tamara et bur med kyllinger, som de slagter hver sjette uge, og en køkkenhave, og der står et mangotræ fra da grunden bare var bush. Ingen havde nogensinde boet i området indtil for to-tre år siden.

Det er rart at vide, at der findes steder, der for få år siden var ubeboede. De flyttede herud fordi der var vand. Og de bygger, og der er arbejde at få til soldater, politimænd og skolelærere.

Tamara går rundt med barnebarnet George på ryggen. Jeg spørger ham om, hvordan det går. Hans øjne stirrer, men Tamara gør sin stemme spæd og svarer.

“Jeg er fed, så det går godt.”

Føl dig hjemme. De smiler så meget, at jeg får et fast smil. Jeg føler mig sjov af at smile så meget. Det er som en flirt, man sidder fast i. Det er dejligt. Og når jeg har det dejligt, bliver alt bare skønt. Der bor normalt syv i huset, tre generationer. De ti bud hænger over spisebordet. I fjernsynet er det præsident Edgar Lungus fødselsdag, og han fordømmer amerikanernes valg af Trump.

På tæppet kravler George og tygger på en krøllet strimmel avis. Martha samler ham op og giver ham bryst.

Fluerne sværmer om mine tæer, selvom de lige har taget bad. Men der mangler en i huset, og det opdager jeg, da Tamara viser mig ind på mit værelse. På søm i væggen hænger to militærkasketter og en baret, og de er nulrede, og emblemerne med gammeldags kanoner på skaller. Der hænger også to buketter hvide roser.

Manden Bright mangler. Han er i krig i Den Centralafrikanske Republik. Hun viser mig fotografier af ham i grøn militæruniform og slips. Tre medaljer sidder over hjertet, og hans blik er stolt, han har format.

“Syv måneder,” siger hun.

“Savner du ham? Er du ikke bange?”

“Næh. Jeg er vant til, at han er væk, lige som du er vant til at være væk fra din familie. Og han har overlevet tyve år i hæren, så mon ikke han klarer lidt endnu?”

“Ham vil jeg gerne møde,” siger jeg.

“Han sender vores fire børn i skole. Han er en god mand. Og han gør mig fed, så jeg er glad. Kom med,” siger hun. “Du skal møde min bror. De er soldater sammen.”

Broren bor to huse væk.

Tamara er en stor dame i løse klæder. Hendes hår er fra en brasilianer. Hun tænker på, hvordan hun er, hende der gik med det, før de klippede det af, pakkede det og sendte det til Afrika.

Vi kører ind til byen, ad en vej med otte nabokirker med hver sin kristne retning, forbi soldaternes barakker og politiets kaserne. Gaderne er rolige. Kvinder med geværer patruljerer i gaderne. Læbestift og geværer hører ikke sammen. Men sådan er det i Zambia. Som Martha siger. Man må se farlig ud og samtidig være sexet. You must look dangerous and at the same time sexy.

Jeg vil vide, hvad Martha nyder at gøre i sin fritid. Hun inviterer mig på Hungry Lion og bagefter til en jordbærmilkshake i centeret. Det er for meget fastfood nu. For meget storcenter. Og jeg som troede, jeg ville tabe mig i Afrika. Af tre årsager er jeg svulmet. Afrikanerne jeg møder øser store portioner op til mig, de er søde og generøse. Så spiser de fastfood. Og jeg kan ikke sige nej til det ene eller andet.

Det er på tide at finde større bukser. De gamle er flænset i skridtet og syet sammen fire gange. Jeg bytter dem til et andet par på markedet, hvor en mand sænker prisen på et bælte fra Cawine Klarn fra 100 til 25 kwadza på fem sekunder, selvom jeg ryster på hovedet. Bukserne prøver jeg under tøjdamens blå presenning. Hun vælger for mig, og hun finder et par løse gråbrune med dybe lommer og stærkt stof. Hun døber dem Rozina efter sig selv. Jeg er glad for dem med det samme.

***

Ndola, Zambia

De røde læbers hemmelighed

Kariba – Lusaka, Zambia

Klokken fire er stjernerne de klareste, jeg har set.

En enlig lastbil trækker støv efter sig. Og så bliver der dybrødt i øst. Stjernerne forsvinder, og himlen får sit eget mørkeblå lys. Der er noget utroligt over tidlige morgener. Man står op, fordi der er noget man vil. Ikke fordi man skal. Men fordi noget er vigtigere end søvn.

Jeg sætter mig ind på bagsædet af et rugbrød. Det er fyldt. Chaufføren fyrer op for morgenens gospelorkester. En bavian stiger ned i en olietønde og kommer op med en plasticpose, som den splitter ad og løber væk med mellem tænderne. En ny dag begynder. Mod næste land. Gadevekseleren i Zambia giver mig flere penge, end jeg skal have, da han veksler mine dollars til kwacha.

“Du snyder dig selv,” siger jeg.

“Det ved jeg,” siger han og smiler.

“Men hvorfor,” spørger jeg.

“Du skal vide, at Zambia er bedre end Zimbabwe.”

Jeg kører videre på tommelfingeren af de bugtende veje, som kineserne har bygget, over gule bjerge, gennem hyttelandsbyer, hvor damerne pumper vand op i dunke.

Da vi kører gennem forstadsindustrikvartererne med bilforhandlere, sengelagere, elektronikgrossister, indkøbscentre og en dreng, der fører sin blinde mor ind mellem bilerne i krydset for at tigge penge, går det op for mig, at alle, jeg har boet hos de senere uger, drømmer om det samme. De vil nordpå. Jeg kører den modsatte vej.

Jeg stikker hovedet ud af vinduet. Den røgede vind blafrer i mine næsebor. Cikaderne summer i ørerne. Jeg lukker øjnene.

Læs hele historien via vice.com.

De røde læbers hemmelighed

Krokodilledilemmaet

Kariba, Zimbabwe

Og jeg fryser.

Der ligger tre enorme krokodiller, men de ligger bag et hegn, og det er derfor, jeg fryser, ikke fordi det pludselig er blevet koldt, for det er det ikke.

Og herfra folder Michael sin historie ud. Den som han kalder Kroko-Dilemmaet. Hans hemmelighed. For det er her, han arbejder, manden der elsker dyrene, han arbejder på dette forfærdelige sted, hvor hundreder af krokodiller ligger i bunker op ad hinanden og lugter. Bare for at blive til tasker.

Klokken 4.00 kommer han med bussen sammen med et halvt hundrede andre krokodillefarmere. Han stempler sig ind hos PADENGA og trækker i de krokodillegrønne arbejdsbukser og trøjer og stikker fødderne i gummistøvler og hænderne og armene i ærmerne, af et plastikforklæde. Han tager en hjelm på med visir, der dækker hele ansigtet. Så stiller han sig med seks doktorer, som firmaet kalder dem, der gør det barbariske arbejde. En skyder krokodillerne med en strømpistol, så de dåner. Paff. Paff. Paff. Tusinder af krokodiller. Titusinder.

Andre kører dem op på bordene, seks borde i hvert rum, et til hver doktor, to krokodiller til hvert bord. Og dér stikker doktorerne en kæp i kæften på dillerne, så gabet holder sig oppe, og de store hugtænder klipper han af med en boltsaks-agtig saks, de små stikker han en syl ned langs og rokker med løs, indtil blodet flyder, og han kan plukke dem ud med en tang.

Mindre end 10 minutter har strømpistolmand, doktor og Michael, før dillen vågner, så de skal være hurtige, for i overmunden sidder 32 tænder, og forneden 32, og dem har man ikke lyst til at ramme. Michael lægger et klæde over krokodillens fjæs, ikke for at skåne den, men for at undgå et blodbad. Det er sådan set et blodbad, for der sidder 64 sår i én mund, og det er blodet, Michael blæser væk. Han stikker en pistollignende blæser, som er koblet til en gasflaske, ind i det sovende gab og blæser i hvert tandhul, væk med blodet, der render ned på gulvet og i baljer under bordet, og så stopper han vat eller sådan noget med en blodstoppende medicin op i gummerne på krokodillerne. Det gør han godt 300 gange om dagen. Det er ikke svært. Han fik ikke engang træning, da han begyndte for tre år siden, men manglede blot et arbejde og satte sig på to stablede sten hver dag en uge foran PADENGA og ventede på at blive tilbudt et job. Blæsemand, kalder de ham. Og dem er der mange af. PADENGA udvider og bygger tredje krokodillefarm. Der må være mange, som ønsker sig en taske, et par sko eller en pung af krokodilleskind. Og det er babyernes skind, de vil have. De bløde fine fleksible skind. 32 centimeter maveskind, eller 40 fra flanken mellem for- og bagben. Det er ikke de store, som vi står og kigger ind til, med sejt tykt elefantagtigt gammelmandshud, disse største bæster er bare til æg. Dem klækker de ud på den kunstige sandstrand, inde bag hegnet, det dobbelte stødhegn, der bestemt holder os uvedkommende ude.

Og hvorfor al den blod? Jo, det går jo ikke, at de bider huller i hinanden, får så kan skindet ikke sælges. De små krokodiller kan vi ikke se rigtig. Vi kan kun se de store, der stadig har tænder. De må gerne bide i hinanden, de skal bare lægge æg. Og de bider i hinanden. Lige foran os. To meter fra mine fødder ligger de låst inde, og der dør de sikkert også.

Michael hader sit arbejde. Han hader sit beskidte dyrplageri. Men han er nødt til at gøre det. Og han hader Mister Fowler, den irske ejer med det sorte hår. Den høje gnier. To gange har Michael set Fowler. Manden ved godt, hvad der foregår inde bag stødhegnene og de høje mure. Men til verden siger han noget andet. Han siger, at de ikke længere giver krokodillerne stød og plukker deres tænder ud. Men det gør de. Michael gør det hver dag.

Tusinder af krokodillemunde har han haft fingrene indeni. Og når han er færdig, skyller han blodet af plastikdragten og tager bussen tilbage, og i morgen gør han det igen. Og han hader det, men er nødt til det. Skal han risikere sit liv som hundredvis af fiskere, der hvert år bliver spist af krokodiller ude på søen, eller skal han gå imod krokodillerne og såre og plage dem?

Til nøds det sidste. Men snart er Michael færdig med krokodilledilemmaet. Og hvorfor tror jeg måske, de dræber så mange ude på søen? Det er da fordi vi sårer så mange inde på land. Det er præcis som han siger: går vi til angreb på dyrene, slår de tilbage.

Men snart er det forbi. Dyrplageriet. For nu har han et lastbilkørekort. Og så skal han ikke længere tjene 250 dollar om måneden, som kontraktarbejder og risikere, at der intet er til ham om en uge. Det er jo derfor, han går rundt med mig i dag. Fordi hans kontrakt er løbet ud. Nu går han og venter på, at de kalder ham ind til at udføre et arbejde, som han væmmes ved at udføre, men som han er nødt til at udføre for at klare sig. Det er et bestialsk dilemma.

”Kom med,” siger han. ”Jeg vil ikke være her længere.”

Vi går ind i bushen. En elandantilope står med siden til og lurer, og da vi træder nærmere vender den hornene og hopper væk. Maraboustorkene hopper ud fra de nøgne trækroner og svæver som flyvere uden motorer over den flimrende blå himmel. Vi når ud til søbredden. Fiskerne sidder på stranden og kaster snører ud efter fisk at tørre. Og midt i bugten, tyve meter ude, ligger tyve eller tredive flodheste med deres små stritører og moser søbunden og lyder som prutter i tomme vintønder. De er søde, de fedtede læs, og de er frie, som den krokodille, der glider forbi dem som en streg i den orange solnedgang.

Flodhestene bobler, og nu og da åbner de gabene og viser deres stolpede pløktænder. De vender rundt, så de lyserøde maver dukker op, og de pølsede ben sparker op i vejret. De er fri som bavianerne.

I denne landsby burer de ikke bavianerne inde, men holder dem snarere ude. Michaels nabo, der sælger æg og småvarer fra sin forhave, har netop låst sagerne inde. De låser sig selv inde. Det er, som Michael siger: det er os, der flyttede ud til dyrene, og ikke dyrene, der flytter ud til os.

***

Krokodilledilemmaet

Kariba

Kariba, Zimbabwe

Hanerne galer fra alle retninger.

Solen står op og luner mine fødder. De må have sparket tæppet af. Jeg gnider mig i øjnene og ligger lidt og tænker. Jeg ved ikke meget om denne rejse. Bare at jeg må nordpå. Jeg må gøre, hvad min mave fortæller mig.

Jeg finder et landkort og læser navne på steder højt for mig selv for at finde et, der ligger godt i min mund.

Siabuwa. Mutimutema. Kariba. Charara. Magunje. Karoi. Chinhoyi.

Hvor rytmiske alle disse ord er. Hvad end de betyder. De gemmer på noget. Bag ordene findes livet og døden og alt det indeni, som jeg så godt kan lide.

Kariba. Kariba. Hør lige. Jeg studerer kortet ved Kariba. Det ligger ud til en sø, som ligner et fladtklemt firben mellem to tørre lande. Mod vest: verdens højeste vandfald, af de modige kaldet Mugabe Falls. Mod øst: Kariba. Der må jeg hen. Der må jeg simpelthen hen.

Jeg syr et hul i skridtet på mine bukser, pakker tasken til en klump, siger farvel og takker og stiller mig ved vejen, hvor de griller majs.

De stikker kolberne på pinde i en blok af cement, flamberer dem i olie mod rygende kævler og strøer dem med fin salt rystet ud af plastikflasker med et hul stukket i skruelåget.

En mand i trevlede joggingbukser, så lårene stikker ud, kravler ned i den åbne kloak og finder en juicekarton og en flaske tømt Red Label. Nogen må have kylet den ud af et nedrullet vindue i en brandert. Han skruer lågene af og skviser de sidste dråber whisky ned til de sidste dråber juice. Jeg får øjenkontakt med manden, og med sin hætte slynget frem over skulderen som en pose uden noget i skruer han låget på flasken, kaster den i græsset og tømmer kartonen, som han trykker flad og kyler ind i et hegn. Så går han videre på sine bare fødder.

Jeg står med klumpen på ryggen en times tid og undrer mig over, om nogen nogensinde køber hans kolber. Han drejer dem som pattegrise på højkant, så det gule sortner.

Så kommer bussen. Jeg stikker en arm ud, og den standser. Den er fyldt. Billetmanden gør plads til mig ved at vække en sovende passagerer og sætte ham ned på gulvet. Jeg nægter at tage en plads, der ikke er min, og siger til manden, at han skal sætte sig op og sove videre. De griner af mig i bussen, og billetmanden insisterer, men jeg sætter mig på trappen ved fordøren med en bar fod ved hver af mine skuldre. Der hører jeg til. Billetmanden smiler og ryster på hovedet.

En kakerlak kravler over gulvet og over klumpen, der ligger på mine lår. Jeg skyder den væk med min langemand og mærker, at jeg skal tisse. Det må være noget psykisk. Jeg tisser grundigt af før de lange ture, fordi jeg frygter at skulle tisse. Forsøger at drikke mindre. Og nu skal jeg tisse.

Derude er træerne grønne, men græsset er svitset og gult. De runde hytter med strå og rør som tag ligner, at de går op i flammer i eftermiddag. Bilvragene ligger og ruster i vejkanten. Politiet standser bussen. Chaufføren viser dokumenter. Afleverer en seddel. Politiet standser bussen igen. Chaufføren viser dokumenter. Afleverer en seddel. Asfalten skærer i øjnene som solen i havet. Vi kører ikke halvtreds meter uden bremsespor. Brændt gummi trykket ned i asfalt. Skilte fortæller, at man kan købe orm til at sætte på kroge. Mange siger, at det slet ikke er orm, de sælger, men hash. Anaconda-orme, står der på et andet skilt. Hvor høj bliver man så?

Dette er at rejse. At sidde og se ud. At skulle tisse uden at kunne. At få underlige tanker. Verden går forbi. Bussen der snørkler sig gennem gult og grønt og klipper, ud over savannen og stepperne, alt det frodige, alt det golde. Billetmanden chatter med sin kvinde på mobilen. Musikken skratter fra busloftet. Det er fantastiske timer. Anaconda-orme. Der er intet at gøre. Intet andet end at glo på end gederne, der nipper med læberne trukket bagover, så de brunede tænder strutter. Og på det bare og sorte, det afbrændte, skovbrandene, markbrandene, det afklædte, og stubbene der står og ryger. Og på lastbiler af stål og jern, og på kampestene, der står i stabler. Og på ni bilvrag i en bunke. Og på gederne i flokken. De tynde køer græsser i det gule. Chaufføren skifter op og ned mellem det højeste og næsthøjeste gear, så kroppen rokker som bussen.

Der er intet, intet at gøre. Og det er skønt, skønt. Man kan bare tænke, eller man kan lade være. Jeg lader være. Tænker på intet. Skal ikke længere tisse. Gaber med åben mund. Er tom. Tømt som flasken uden låg. Intet tilbage. Indtil bussen standser og en majsmand stikker tre brankede majskolber på lange pinde ind gennem bussens åbne vinduer. De lugter dejligt, grillede og sprøde, saltstrøet og sprøjtet med olie, men ingen køber dem, og han trækker dem ud og sætter sig på en omvendt spand. Og det får mig til at tænke over rejsen, der ingen lyde har. Den stille rejse, hvor ingen taler med hinanden, bare glor frem eller ud eller sover. Bevægelsen fra det ene til det andet til det næste. Det er noget, der folder sig ud. En traktor der skraber et pigget og takket instrument gennem rød jord og laver skyer af støv, der blæser ind i bussen og før øjne og munde til at lukke, indtil de åbner sig igen efter traktorskyen. Det er simpelthen bare livet. Åbn og luk. Vi skal et sted hen. Hver vores sted hen. Så vi bevæger os. Sidder og glor, men bevæger os. Gennem støvskyer og sort land. Branketheden, intetheden, helheden. Lugten af kævler der fortæres. Den behagelige bløde røglugt. Alt dette skal vi gennem for at komme hen, hvor vi må hen. Det er altid det, vi vil. Vi vil hen. Hen over en bro, den størknede flod. Hen hvor der er noget, hvor der sker noget, hvor det hele må være bedre. Vi må af sted, derhen. Jeg snørkler mig derudaf for at finde det, jeg ikke ved, om jeg finder.

Vi når til en station. Foran bussen lægger en tyk kvinde vægten i og åbner en vejbom, så brysterne falder ud af hendes kjole. Der er et toilet, men man skal betale for at tisse, så jeg bliver i bussen. Men da bussen har holdt lidt, mærker jeg trykket og løber ud og tisser i et hul skåret i hvide klinkefliser med fluer om mine ben. Der er ingen til at tage mine tissepenge. Chaufføren dytter efter mig. Jeg løber over den støvede station, ind mellem damer der sælger colaer og bananer fra orange og blå og lilla baljer på hovederne og sovende eller grædende eller stirrende babyer slynget klumpet om ryggen i sjal og håndklæder bundet sammen foran, og sidder på min plads på gulvet, læner mig tilbage mod trappens kant med klumpen i mit skød og hovedet mod en rød skumslukker, læser ordet orm på et skilt og budskabet arrive alive, lukker øjnene og rejser indad. Ikke meget er bedre end at rejse indad.

En mand, der sidder bag mig med en stiksav klemt fast mellem lårene, prikker mig på skulderen med en majskolbe. Han brækker den over, giver mig den ene del og strøer ekstra salt over.

“Det er godt for at holde på vandet,” siger han.

De sortgule majs er som upoppede popkorn i mine kæber, der værker af at gave, men hvor smager de faktisk dejligt, og hvor er han flink. Foran vandrer en flok knoklede køer ud på vejen. Chaufføren sænker farten og åbner fordøren. Vi kyler de aftyggede kolber ud i det afsvedne. Jeg læner mig mod trappekanten og begynder at forsvinde igen. De små afbrydelser holder mig fra at forsvinde helt. Bussen der gør holdt. Barnegråd. Barneskrig. Gnavekolben. Bushornet. Overhalinger. Slingren. Billetmandens fod mod min læg. Varmen gør ellers sit arbejde for at få mig væk. Gøre det af med mig. Nu er det varmt. For første gang modbydeligt. Sveden driver ud af hovedbunden og drypper fra hårspidserne ned på min skjorte. I skægstubbene danner den dråber. Dråber der kommer ud for at køle kroppen, men dråberne er lunkne og smager som majskolben, når de drypper ned fra overlæben. Men det er ikke bare modbydeligt, det er også dejligt, for det er tegn på rejsens fremgang og bevægelse, fra hovedstaden, der ligger mellemvarm tolvhundrede meter oppe mellem skyerne, glider vi ned i Afrikas gryde sammen med lastbilerne og godset pakket under støvede presenninger, man kan tegne på med fingerspidserne, og pizzaer af sved i armhulerne, lunkne underbukser, og jeg skal tisse, men jeg må drikke, sikke et skørt dilemma, i Afrikas gryde, vand vand vand, det må jeg have, det må jeg drikke. Og jeg drikker, og jeg drikker. Nu er det lige meget, om jeg snart skal tisse som en olding.

Bussen standser i en by, hvor skilte fra UNICEF og Australian Aid byder velkommen. De fleste stiger ud. Kjoler og skørter sidder fast i et søm på trappen, og damerne smasker. En kvinde klatrer op ad trappen med to pippende papkasser fyldt med gule kyllinger, der stikker deres dun ud af paphullerne. Hun skubber dyrene ind mellem kufferterne på bagagehylden.

Sælgerne stiger ind. En pige i lilla silkekjole og mudrede jeans standser ved mig og vil sælge mig dampede majskolber fra en grøn balje, hun cirkulerer med hovedet for at balancere.

 

“En for 50 cent.”

“Nej tak.”

Hun bliver stående, mens de andre sælgere går forbi og dybere ind i bussen.

“To for 50 cent.”

Jeg ryster på hovedet.

“Giv mig en dollar.”

Jeg ryster på hovedet. Hun bliver. Jeg ryster. Så vinker hun, siger bye og danser videre med baljen. Af en mand køber jeg en tube tandpasta og får en tandbørste med uden at spørge.

“Promotion,” siger han og går med de andre sælgere over i en anden bus, mens alle passagererne, der steg af, stiger på igen, og vi kører.

Jeg falder i søvn, men vågner, da en lastbil buldrer hårdt forbi os, så ruderne ryster, og kyllingerne pipper.

Bussen snor sig op og ned ad bakker og bjergveje, gennem tørstige skaldede skove, ind under solen, der står til venstre, og efter svinget til højre. Jeg orienterer mig. Jeg er den eneste hvide. Den eneste der gør noget. De andre sover eller stener forud med slukkede øjne. Det er dvale. Bevægelsesdvale og langsom telepati. Man træder ind i syd, slukker for sig selv, og går ud i nord, tænder. Lægger knap mærke til den syvende eller ottende politipost og en tankstation, der er nødt til at skilte med, at den har brændstof.

Bussens skygge er lang, da vi standser i Kariba. Kariba med det magiske navn. Det er nok for mig.

Jeg stiger ud i en flok af taxichauffører.

“Warthog, fem dollar,” siger en mand med store hvide øjne.

“Jeg skal ikke til Warthog,” siger jeg.

“Fire dollar,” siger han.

“Men det er for meget,” siger jeg. “Og jeg skal ikke derhen.”

Ham der sad foran mig i bussen bryder ind.

“De snyder dig,” siger han og leder mig væk fra chaufførerne. Han spørger om, hvor jeg skal hen.

“Jeg har ingen plan,” siger jeg, mens vi følges væk hustlerne og går ind mellem de grå hytter af gasbeton belagt med bølgede asbesttage, over den grå jord, som hvert skridt gør til skyer.

Solen er stor og orange og står mellem træerne og flimrer i øjnene.

Sveden varmer i min navle.

“Velkommen til ghettoen,” siger han og præsenterer sig som Michael fra Nyamhuga, Karibas fiskerslum.

“Men hør, hvad er din plan?” spørger han igen.

“Jeg tænkte på at finde på noget, når jeg ankom. Nu er jeg her,” siger jeg og tænker lidt. Så siger jeg:

“Kan jeg bo hos dig et par dage?”

Han smiler.

“Ja, selvfølgelig,” siger han og peger ind mellem buskene, hvor to bavianer piler efter hinanden.

“Du er velkommen. Men bavianerne vækker os tidligt, når de trommer på taget,” siger han.

“Det kan jeg leve med,” siger jeg og griner.

Langs landsbyens marked render bavianerne ind i en bunke af skrald og sætter sig på deres lyserøde numser og samler rester. Så får de et chok og klatrer op på markedets bølgede tag og sætter sig og gumler fangsten i sig. De spejder ud over søen nede for enden af landsbybakken. Søen der i morges lignede et firben. Nu ligger den blank og blåsort mellem de tørre landes bakker med sine små øer og fiskerbådene og uendelige historier.

Mens vi går og småsnakker, falder mørket på og skjuler de grå huse, hvor kjoler og underbukser hænger til tørre i et pigtrådshegn, blandt smadrede biler.

Men så tænder konerne madbål op ad murene, og husene kommer til syne igen.

En pige kommer løbende ud af en container, hvor hun sælger cola og chips. Hun omfavner Michael. De er kærester. Memory, hedder hun.

“Kan du huske det?” spørger Michael, og hun dasker ham i nakken.

Længst fra markedet, nede ved landsbyens udkant, i et af de grå betonhuse, bor Michael sammen med Coffee, der sidder på hug med sin søn Collen og skærer strimler af en halvanden meter lang skægget fisk.

Michael går ind og smider sine sager på værelset, og da han tænder sit lys derinde, slukker det herude.

“Hey,” siger Coffee med kniven i hånden.

Michael stikker hovedet ud og tænder og slukker og tænder. Det er umuligt at få lys begge steder, åbenbart.

“Jeg ved ikke, hvad der går galt,” siger han.

Coffee tænder dioden på sin mobil og fortsætter i dens lys. Krogen og et stykke filtret line hænger ud af mundvigen. Collen, der endnu ikke taler, strækker stykkerne ud for Coffee, så han lettere kan snitte.

“Pas på,” råber Coffee.

Collen trækker fingrene til sig. De strøer strimlerne med salt og klasker dem sammen i en bunke. Et halvt kilo salt til halvanden meter.

Ude på søen knitrer fiskerbådenes lygter. De lader fangstnettene glide til bunds og lyser ned i vandet, så de små fisk vrimler op til overfladen. Så trækker de nettene op, hælder fiskene ombord og tørrer dem i solen inde på land, indtil de sælger dem på markedet eller sender dem til hovedstaden, hvor man æder dem hele og størknede, som de er, med ben og øjne og skæl.

Michael skruer en elpære ud fra toilettet, mens den er tændt, og stikker den i fatningen inde i baderummene, og jeg tager bad mellem væggene af gasbeton. Vandet kommer ud af et knækket jernrør. Jeg havde glædet mig til et iskoldt bad. Men vandet er hedt fra solen.

Imens blæser Michael støv ud af sit værelse med en gulvventilator.

“Jeg hader støv,” siger han derindefra, men bare rolig, vi fikser det.

Støver blæste ind af revner og sprækker, mens han var i Harare og skaffe sit lastbilkørekort, så han kan få sig et arbejde. Det lagde sig på lagnerne på madrassen og farvede det røde gulv gråbrunt og det sorte fjernsyn gråt og kravlede ned i gryderne på elkogepladen. Silkelagnerne, der hænger og svajer i trækvinden for vinduet som gardiner, glider støvet af, og det lander i en lang strimlet bunke på det røde gulv. Vasketøjet i vaskebaljen skal vaskes igen. Dvd-afspilleren piller han fra hinanden. Støvet klumper sig om sensoren. Han puster det af og sætter en film på. Den virker. Han spørger, om han må låne mit lille gule håndklæde. Det jeg fik af Mildred. Han glemte sit eget på tørresnoren i Harare. Det må han.

Vi koger ris og bønner i tomat og sidder på gulvet og spiser.

Ved sengetid sætter Coffee en plade af aluminium for døråbningen, fordi der mangler en dør. Han klemmer den fast mod dørkarmene med en stol og sover sammen med Collen på gulvet foran Michaels værelse. En flodhest kunne trampe ham ned, hvis ikke den blev stoppet af alupladen.

På værelset lægger Michael sig i bare ben og bar overkrop direkte på det glattede betongulv. Alt andet er for varmt, siger han. Vi småsnakker i mørket. Jeg fortæller om min rejse, og at jeg skriver dagbog om mennesker, jeg møder.

“Vil du så skrive om mig?” spørger han.

“Vi ser, hvad der sker,” siger jeg. “Måske kan du sove på det?”

“Jeg har noget. Det skal handle om krokodiller,” siger han.

“Krokodiller?” spørger jeg.

“Her bor vi med dyrene,” siger han. “Og jeg gør noget beskidt. Noget virkelig ondt. Noget jeg hader. Vi kan kalde det et krokodilledilemma.”

Jeg mangler energi til at åbne emnet nu. Det lyder dybt. Som endnu en labyrint. Vi må sove først.

“Sov på det. Så taler vi i morgen. Godnat. Og tusind tak for, at jeg må sove hos dig,” siger jeg.

“Det er okay. Vi er alle ens,” siger han.

Jeg vågner mange gange. Ikke af bavianerne på taget, men af sveden. Michael havde ret. Madrassen er en kedel. Luften er også varm, men kun lun. Det er madrassen, der gør den store forskel. Forestillingen om at bytte madrassen, våd af sved, ud med det bare betongulv, køler. Men på gulvet kravler tægerne, som hundene ryster af sig, når de strejfer om på de støvede stier. Jeg tvinger mig i søvn på madrassen og vågner af knitrende knald, der kommer udefra.

Waky-waky, siger Michael og trækker shorts på. Hækken brænder bag huset. Lille Collen står foran ilden med den ene hånd i munden. Coffee, der vifter og slår ilden død med aluminiumspladen, der stod for døren i nat, siger godmorgen.

“Godmorgen,” siger jeg. “Hvad laver I?”

“Ah, vi brænder græs og blade af, men det griber om sig i varmen. Det er for at flodhestene ikke kommer her og spiser.”

Hækken knitrer, indtil den brænder ud. De saltede fiskestrimler tørrer i solen. Michael koger ris og bønner i tomat. Vi spiser og køber vand, så mange dunke som vi kan slæbe, for vi skal ud i bushen.

Michael fører mig ud på en lille privat safari, der går fra hans værelse og ned til krokodillerne, som han siger.

“Slår de folk ihjel?” spørger jeg.

“Åh, mange. Mange. En hver eller hver anden dag,” siger han.

“Er det så en god idé at gå ned til dem?”

“Bare vent og se. Nu får du lidt at skrive om. Først skal det handle om dyr. Vi lever og bor med dyrene.”

Og så går vi, og han har ret i det med dyrene, for da vi stadig er i landsbyen, står en zebra og gnubber sig mod stammen af et træ. Den står i en have, hvor en mand støber betonklodser og lægger dem til tørre som fiskestrimler, og den gumler på en tomat. Jeg går hen til den. Den er vant til mennesker. Og Michael siger, at det sagtens kan lade sig gøre.

“Hvad kan lade sig gøre?”

“Dyr og mennesker kan leve sammen. Det kræver bare, at vi forstår deres opførsel og respekterer dem. Så gør de ikke noget,” siger han. “Kom med.”

Og vi går over den græsløse fodboldbane, ind under de hængende strømledninger, der brummer af elektriske kræfter, og ud i bushen.

Jorden er sprækket som læber. Små halvnøgne buske, der vil være træer, ligner, at de i stedet dør, men sikkert klarer de den.

Maraboustorkene holder balancen i de nøgne snørklede trætoppe. De breder vingerne ud i heden. Under dem farer en antilope ud af en busk og piler en støvsky op. Michael skratter og skriger og peger langt væk ved at stikke armen og pegefingeren skråt til himmels. Ude i fjerne vandrer elefanterne langs horisontlinjen og svinger med snablerne. Vi styrer mod dem.

Det er på grund af dem, Michael leder efter et nyt sted at bo. Om aftenen, når han møder Memory ved lukketid og hænger ud med hende, sniger de sig rundt i landsbyens udkant. Og på stien hjem i mørket hører han, hvordan de knækker buske og træer og stiller sig og æder, så deres maver knurrer som katte i mørket. Nogle aftener løber de efter ham. De kan ikke lide mennesker. De dræber en eller to eller tre fra landsbyen om året. For to uger siden gik en historie gennem byen om, at en kvinde fra byen var stanget ihjel. Ud af huset spænede Michael. Tænk hvis det var Memory. Coffee løb med Collen i hånden. Og ved vejen, som han går hjem ad, stod en horde af mennesker i rundkreds om noget, der lå på jorden. Michael klemte sig ind i mængden. Der lå en krop, det var tydeligt, selvom politiet havde pakket den ind. Han strakte sig for at se bedre. Det måtte være en ung kvinde. Stanget og trampet ned. Heldigvis var hun spinklere end Memory.

Man siger, at elefanterne bliver farligere, når de har dræbt. De finder på at dræbe igen. Så parkrangerne kører ind i bushen, en halv kilometer ind, ikke mere, og parkerer jeepen og stiger ud med ladte rifler. De løfter riflerne, spreder sig fra hinanden på en række. Sådan nærmer de sig horden af elefanter, hundreder af elefanter. Og nu sker det uforståelige. Det mystiske og magiske og tragiske. Elefanten der dræbte den unge kvinde løber ud af horden og buldrer lukt mod rangerne. Den løfter stødtænderne, blæser i trompeten, blafrer med ørerne og løber, løber, løber og pang. Det er rangeren, der står yderst i siden, der skyder og rammer bag flyveøret. Den får åbenbart, hvad den fortjener.

“Kom med,” siger Michael.

Vi nærmer os elefanterne, der bare går og svinger. Vi går så tæt på, at flokken deler sig op i to grupper. Måske stiller ti mod venstre ind mellem et tykkere krat og tyve søger over et åbnede stykke land.

Men en stor han bliver stående, hvor horden knækkede over. Roligt, roligt sætter jeg min ene fod foran den anden.

“Se om lidt,” siger Michael.

Jeg tager to skridt, og så vender elefanten sig mod os, så snablen dingler. Den hæver stødtænderne, spreder de enorme flade ører og skubber det ene forknæ frem. I dette sekund gibber noget i mit bryst og i maven. Det er mystisk som magi. Elefanten skyder en usynlig ildkugle af sted og rammer mig dybest inde. Det ved jeg i dette sekund. Det er som at kigge tusinde meter ned. Som at falde. Mærk suget. Denne elefant indgyder suget. Fremkalder dødsfrygtens dybdesus. Intimiderer. Jeg skridter baglæns for at undgå at flygte. Og elefanten løsner sin forbandelse, sænker sit våben, dingler snablen væk fra os og vandrer mod sin flok.

Det er ham, der dræber, siger Michael. Forstår man ikke det, må man bare dø.

Som vi går ind i bushen, spørger jeg om ikke det er dumt, sæt vi møder elefanterne derinde, men Michael siger, at han kender dyrene. Han ved, hvad han gør.

Vi hopper over en mudret bæk, der løber ned til søen. Michael stopper og bukker sig. Solen står lige på fra oven, at han ingen skygge kaster. Hans skosåler falder af. Heden smelter limen, der skal holde dem fast til skoene. Jeg drikker min tredje liter vand før middag. Med Michaels ord er det så varmt som helvede. Og dyrefilosoferer han. Dyr skal leve som dyr. Vi kan ikke ændre dem. Det er åndssvagt at tro. Ændrer vi dem, slår de tilbage. Det er sådan noget, han siger, på vores færd gennem bushen, ned mod krokodillerne. Og så taler han om krokodillerne.

Drengene havde bundet en kugle af plastikposer og spillede fodbold med den ved floden, der løber ud i fiskernes store sø. Den løber så langsomt, at den står stille. De skød bolden skævt, og den rullede ned til bredden. Den mindste dreng pilede ned ad bakken mod floden efter bolden. Bavianerne sad på deres numser og spiste i græsset. Og nu var bolden rullet ud på floden, og der lå den og drejede i vinden. Drengen tog en kæp for at rage bolden tættere på, og da den var tæt på, stak han hånden frem efter den. Og da steg krokodillen op og jog tænderne ind i barnets arm og trak det ned og forsvandt, og sekunder efter var floden stille. Stille og lys og brun og umulig at se ned i for mudder. Børnene løb hjem til deres mødre, der hentede fædrene, der tilkaldte parkrangerne, der kom med to fiskenet og stak et i flodens ene ende og et i den anden og trak dem tættere mod hinanden. De fangede tre krokodiller, som de skød. Drengen dykkede de ned efter, hvor han var forsvundet, og de fandt ham, druknet og forbidt, trykket ned i mudderbunden, gemt i krokodillens forrådskammer til et senere måltid.

“Krokodillerne tager en fisker hver eller hver anden dag,” siger Michael, “og det er der en god grund til.”

De studerer deres bytte. Det kan være Coffee, for han er fisker. Han står i vandkanten og pirker med sin bambusstang. Vandet går ham til hofterne. Han er langt nok ude til at fange sådan en, som han tørrer i solen. Han kan stå sådan i timer, og han kan se krokodillen. Den gør intet. Ligger bare og skuler. Han kan komme tilbage og stille sig sådan, dag efter dag. Den samme krokodille med de samme hakker i takkerne bag nakken kommer og ligger på lur. Og da han føler, at han er i et med naturen, at der bygger sig en pagt mellem dyr og menneske, dykker den. Den er væk. Vandet er som et spejl. Men så angriber den nedefra, hugger tænderne ind i lårkødet, pisker med halen, drejer kroppen. Fiskeren er heldig, hvis han bare mister sit ben. Oftest mister sønnen en far.

En impala springer ud af en busk. Som om noget var efter den. En løve, måske.

“Er der ingen løver?” spørger jeg.

“Mange, der er mange løver, men de kamuflerer sig. Dem ser vi ikke, men de ser os. De ligger på lur. Men de rører os ikke. I varmen er de for trætte og dovne.”

Han ser dem tit. For en uge siden, da han havde sat sig ind i bussen mod Harare, sagde chaufføren i højttalerne, at de ville blive en smule forsinkede. En hunløve havde, netop som han havde lukket døren til bussen efter sidste passagerer, lagt sig mellem forlygterne, og nu lå hun og slikkede sig om munden og gabte.

Og

Pointen med krokodillerne er, at de slår tilbage. Fordi vi tager dem til fange, dræber de flere fiskere end nogensinde før.

Michael ligger op ad sine fire stablede puder og ser en film om menneskesmuglere, der sælger asiatiske piger, hører han gumlelyde. Han rejser sig fra gulvet og skubber silkegardinet til side. Der står en flodhest og gumler på hækken. Han tager køkkenkniven og en kasserolle og løber ud i haven og slår knivens flade side mod gryden og råber bababababa. Flodhesten sætter i løb og buldrer direkte gennem hækken.

Vellykket, siger han. Trods skaden. Nogle gange angriber de, og så må han rykke hurtigt ind i huset og slå aluminiumsstykket for husets åbning og låse sig inde på sit eget værelse bag døren, som er en spånplade med nøglehul og dørhåndtag.

Bavianerne er som os mennesker. De sniger sig lydløst ind i køkkenet og stjæler en gryde med ris og kravler op og sætter sig på taget og lader risene køle ned. Så stikker de fingrene ned i risene og graver sig mætte. Enkelte gange stiller de gryden på plads bagefter. De stjæler bananer ud af hænderne på børn, og på vej fra supermarkedet råber en mand efter en kvinde, der går med bæreposer, at en bavian er efter hende. Hun vender sig og skriger. Bavianen flår en bærepose til sig og forsvinder ned ad en mørk gade. Kun støv i hvirvler efterlader den som spor.

***

Kariba, Zimbabwe

På tomlen fra Maputo til Tofo

Maputo, Mozambique

Jeg stiller mig og tomler ved den nordgående landevej.

En mellemstor bus tager mig med, jeg sidder på midtersædet med udsigt ud af forruden og fødderne stukket langs chaufførens lår. Jeg lytter til omgivelserne. De taler så tydeligt, overdøver passagernes stemmer. Jeg lytter til min hjerne. Den oversætter, hvad mine øjne ser, til små sætninger. Som sidder der en mand uden navn, uden stemme, uden krop, inde mellem ørerne og læser højt fra tekststykker, der skriver sig selv.

⁃ Himlen er så hvidblå eller blåhvid, der findes ingen skyer her. Solen varmer, men bager ikke som den kan.

⁃ Chaufføren læner sig skråt mod døren, piller i øjeæblet med pegefingeren, en hånd i midten af rattet, en på låret eller ud af vinduet.

⁃ Militære indrykninger i modsat retning. Hver femte eller tiende minut passerer små karavaner, konvojer, grupper med geværerne strittede op i vejret. De er ikke mørkeblå, men grønne. Er de fra samme hold?

⁃ Bussen er fyldt med gods. En rød drejebænk af smedejern, der vælter nu og da, og 47 spisestel i en papkasse og den type sager.

⁃ Blå strømper i lyserøde klipklapper sælger brød fra baljer på hovedet.

⁃ Jeg er stille, siger kun få sætninger på turen: får jeg de 100, du skylder mig? Og tak, da min sidemand tilbyder mig en banan.

⁃ Et stykke sæk falder af en lastbil og flyver ind i forruden.

⁃ Og så er der den følelse af at overhale i modsatte spor, han kører helt sikkert for hurtigt, selvom speedometernålen står på nul, og en stor tung lastbil med ABNORMAL skrevet i rødt på toppen nærmer sig, det er frygtindgydende i kroppen, man kommer i sekunder til at få mistillid til chaufføren, men han sidder så roligt som en stewardesse under turbulens.

⁃ Det lugter af brændende træstubbe, og lugten er sådan set dejlig, fordi den er blød og eventyrlig.

⁃ Grøn plastikstol hænger i et træ, og lidt længere fremme hænger der en hvid.

⁃ Og nu falder folk i søvn rundt om mig. En pige læner sig sidelæns over sin taske med sin bøjede arm som pude, sikke en evne.

⁃ Chaufføren kigger skråt tilbage på sin makker, ham der shanghajer rejsende, når vi standser, og siger noget. Bussen glider over i modsatte vejbane mod en lorry, makkeren siger: kig, så griner manden bag rattet og glider tilbage, hvor han hører til, skriver en besked på sin mobil mellem benene.

⁃ I vejkanten står en sort ged og græsser. Mellem træerne de hvide køer. Ud af buskene løber tre damer med dunke på hovederne og sætter sig ind i en lorry. Drengen ruller et bildæk ind i en rød myretue, så støvet hvirvler. Muren er rød. Vodacom, står der på den, lidt senere Coca Cola. Røde støvskyer blæser efter bagdæk. Og der et bilvrag, mast som af en knyttet næve.

– Røg over en mark. Kulsække til salg. Røde huller i asfalten. Og chaufføren trækker i rattet, to hjul ud i gruset, rtshhc. Myretuerne skifter til brune. De er høje som mennesker, tykke som elefantunger, han undgår den, tilbage på vej, ro på. Han retter på sidespejlet.

⁃ Kører slange over.

⁃ Musik: Jeg vil være udødelig, så jeg kan passe på dig for evigt.

⁃ Nene sætter sig ind. Han var med en bus der kørte galt. Nu skifter han. Det var en tomatlastbil, der kørte bussen af sporet og selv kørte af vejen og ramte to biler, før den væltede, tomaterne rullede ud. En døde. Tomatchaufføren.

⁃ Elledninger hænger slapt i timevis med deres hvilende fugle og følger os gennem det flade grønne landskab af marker og landsbyer.

⁃ Psssaatrhtrtssds. Dæk punkterer. Sænker farten. Så sætter han den op igen.

⁃ Græskar stablet i pyramider, til salg, vanddunke fyldt med benzin, til salg, lerkrukker, peri-peri i flasker, chilibomber, en mand stikker kroppen ned i mortoren på sin bil, cashewnødder i halvkilosposer, orange tomater i pyramider, grønne appelsiner i pyramider, æbler i fireæblersposer, et dæk på en stolpe, skolebørn i skygge, hængende rygsække, en mand i solbriller og lilla kimono med en hvalp. Han stikker den ind i bussen, som om vi vil købe den. Den er sød, men nej tak, siger vi. En mand i åben skjorte til navlen, macheten hænger fra armen, kævlerne ligger på skuldrene. Et barn med en flad pose nødder på sine fletninger. Hvor er hun dog sød. Kyllingerne der bokker. Hanen med sine dinglerier. Et haltende gadekryds. Åh, nej, en væltet glaslastbil, bunker af glasskår, og alle dem der står og piller stykker ud. Ananas. De strittende hårtutter, ananasmarkerne. En ged bundet i en snor til en trækrone. Den har ret fri leg, hvis den undgår at vikle sig ind. Og de nøgne mannequiner. Og bilvrag med en busk indeni. Flere grønne plastikstole i træer. Og nu: brændestabler. Og geder igen – de går og græsser på en skibscontainer. Hvorfor er der græs der? Hvordan fanden kom de derop? Og hvorfor er de så rolige?

– En militærmand sætter sig ind. Jeg spørger, om han måske ved noget om konflikten i nord, siger at jeg vil gennem området for at nå til Zimbabwe. “Det afhænger af dit held,” siger han, “og om Gud beskytter dig.”

⁃ Xxx rækker sin mobil til yyy. Hun skriver sit nummer ind. Giver ham mobilen tilbage. Han læser hendes navn. Yyy. Men der mangler et tal. Hun får mobilen, han tager den igen, tjekker. Nu skulle den være god nok.

⁃ Så begynder jeg at tælle modkørende der blinker med langt lys til chaufføren. Det er en øvelse om at koncentrere sig. Hver gang blinker de og stikker en pegefinger ud og peger mod hans venstre forlygte. Hver gang stikker han sin tommel ud som tak. Jeg tæller over 20, før jeg mistet koncentrationen.

⁃ Chaufføren holder øjnene grundigt på vejen. Kun friske bilvrag, rustne bilvrag, hende på forsædet, hans makker og hans mobil får ham til at kigge væk. Åh. Hårdt bremser han. Vi flyver frem. Mod den gule lastbil. Åh. Næsten. Han griner. E-hehehe. Hvad skal han ellers gøre.

Nu bliver det mørkt. En gut i Jesus-sandaler, Brett, spørger mig om, hvor jeg har tænkt mig at sove.

“Jeg ved det ikke,” siger jeg.

“Vi har en ekstra seng. Vil du sove hos os?”

“Jo tak.”

Og det er sådan set det. I morgen kører Chaufføren tilbage. Jeg stiger ud med Brett. I baghaven bygger han drivhuse af tynde stammer og tæt net, der gør det ud for vægge, og gror forskellige planter for at teste drivhusene. Han vil sælge dem billigt til farmere ude på landet. Hundredvis af grønne tjavser stikker op af jorden i huller i flamengopaller. Jorden ser mig noget sort ud, jorden derude er jo rød, så jeg spørger, om det helt spiller.

“Det er så problemet, vi ikke helt har løst,” siger han.

Og så piller vi blade af stilke fra søde kartofler, koger dem med cashewnødder og kokosmælk, spiser siddende, lænet op af væggen på klinkegulvet, ryger joints og spiser igen.

Næste formiddag stiller jeg mig i vejkanten og stikker pegefingeren i vejret, det betyder, at jeg vil mod nord.

Der går en lille time, så er jeg på vej.

***

På tomlen fra Maputo til Tofo

 

Diplomatdøtre

Pretoria, Sydafrika

Bright fra Ghana tager mig med i byen for at score diplomatdøtre.

Spande med øller og isterninger på de høje runde borde. En har en bred hat på. En anden en tyk perlekæde. De er smukke her. Enhver. Mænd og kvinder. Musikken får halsen, brystet, mellemgulvet til at vibrere. Det er lidt funky. Ingen synger. Det er rart. Tung bas. Måske mere end en bas. Dumdumho.

Det

Føles

Rart

Han kalder på barpigen. Sihle. Rød skjorte. Lange sorte tynde snorefletninger som piske ned ad ryggen.

“Man køber bare en drink til dig, er det ikke rigtigt, og så er du min?”

Hun nikker, roligt, i fem sekunder eller mere.

“Der kommer en bil fyldt med piger nu,” siger hun.

“Hvad,” siger jeg.

Men det er rigtigt. Der holder en bil, og den er tilknyttet baren til at finde piger i byen. Man lokker dem med studierabat og gratis entre. Direkte. De er fra universitetet.

Bright skriver med sin kæreste. Hun går i seng nu, i en by nede sydpå. Han siger til hende, at han lige tager en øl. Slår en bøvs ind i sin knyttede hånd. Den lugter af krydder. Bag ham glider otte eller ti piger ind på stribe. Der er ikke en, der ikke har en stram kjole på. Han vender sig og kigger. Diplomatdøtre, kalder han dem. Han bøjer sig over telefonen. Det er kæresten endnu. Hans trøje er blå som tandpasta, og på brystet, nær skulderen, spiller en fyr i silhuet polo på en hest. Zikhona hedder kæresten, og Blue Room fylder sig selv op.

Han har skæg rundt om munden, det er skarpt vinkelklippet langs kindbenene og op i håret. Vi får to i aften, siger han. Og klasker sin ene håndflade mod sin anden håndryg. Knipser.

Sihle kommer over. Hun smiler. Mellemrum mellem fortænderne. To tænder af guld eller sølv. Umuligt at vide i dette lilla lys.

“Hvor er pigerne,” siger Bright.

“Dybere inde i baren.”

“Har du en kæreste?”

“Jep.”

“Hvor er han?”

“I Cape Town.”

“Har du nogen her?”

“Nej, jeg siger jo, at jeg har en kæreste i Cape Town.”

“Du har meget at lære.”

Hun griner. Siger noget ind i hans øre.

“Hun kan lide dig,” siger han så til mig.

Så smiler hun og går.

To fyre sidder med øjnene så lukkede som streger og danser siddedans med hænder der ruller foran sig. Fire piger rejser sig. Nu danser de også. Der sætter sig ned til os, en hvid udskæring til bunden af ryggen. Et ottetal på skulderen. Bright rejser sig. Går over til hende. Får en afvisning. Griner. Hahaha. Lets go dybere ind i baren siger han.

Vi går ind. Jeg går ud for at finde et sted at pisse. Der er en kat på døren. Jeg går ind. Det er pigerne, der står og kigger sig i spejlet. Weeeee. Ups. Jeg går ud. Og mod døren med hanen på. Cock, råber en af pigerne.

Da jeg kommer tilbage til Bright, forstår jeg, det ikke er en bar, men en klub, og han sidder ved et bord og kigger på billeder af sig selv. To piger sætter sig.

Den store af dem drikker energidrik. Den lille Sweet Red. Den lille af dem er smukkest. Hun er fra Swaziland. Hun siger at vi ikke lagde mærke til da hun dansede. Det har hun ret i. Hun læner sig tæt på mig.

Jeg kommer til at spørge om vi skal tage derover sammen.

“Min far dræber dig,” siger hun.

Hendes læber strejfer mit øre.

“Det er stammerettigheder. Du er jo hvid.”

“Så må vi hellere blive her.”

“Det er sikrest.”

Bright viser mig en besked. Den er fra Isabella. Hun står derude. Åh åhh.
Den lille stikker sin hånd ned i brystholderen og finder sin telefon. Hun skriver noget og stikker den ned igen.
Og der kommer Isabella.

“Det er Isabella,” siger han.

“Isabel,” siger hun.

Isabel sætter sig mellem den lille og store. Sjovt. Hun er mellem. Hendes undertrøje er grøn som græs. Den lille tager en slurk af flasken med Red Sweet, det må være rose. Der er stadig prop på. Intet kommer ud.

Bright kigger på mig.

“Mere jagt,” siger han. “Vi har tid.”

Og nu danser der en blandet flok med deres numser nede i knæ. Det er skønt. Det er nu jeg endelig er her. I Afrika. Det hele ryster. Ham med kasketten som en kanin. Hende med den prikkede sorte kjole med knæ der klasker mod hinanden. Det er sådan det skal være. Ikke så kedeligt. Hvide tænder. Hænder oppe. Og bøjede knæ.

Jeg stener ud i luften. Bestiller mere at drikke, åbner flaskerne med skruelåget på den lilles efterladte rose-flaske.

“Hende der…”

Jeg vågner.

“Hvad?”

“Hende der. Se røven! På de to! Vi tager dem med og deler.”

Vi giver hånd på det.

“Og nu tager vi shots.”

Og det gør vi. Op i baren. Fire shots til tre. Arsdddddd!!! Med flødeskum på toppen.

Jeg ser en pige ind i øjnene, længe, hun står bare og kigger, så vender hun sig og hiver en gut ind til sig og kysser ham. Der var han heldig.

Bartenderen drikker det fjerde shot. Jeg går en runde. Det har jeg altid gjort, når jeg har været fortabt. Der er intet til mig. Andet end at kigge på. Og det er godt nok. Jeg sætter mig op på en gulvhøjtaler. Den vibrerer i min røv. Der står aftenens tre smukkeste kvinder og danser, men de danser sammen. To i kjoler af guld, en i en lyserød sag. Jeg kan ikke forene mig med det lige nu. Jeg sidder bare. Og kigger. Eller sover. Det ville være det samme. Så beslutter jeg mig at tage mig sammen. Og laver kaninører bag en der tager en selfie, en af dem i guld. Det griner hun af. Og går. Ned for at danse.

De her piger kan alle sangene, det kan man se på deres læber, work work work work work. De danser foran min højtaler, fordi det er her lyden vibrerer. Det er smart. Af mig. Den ene i guld afviser en, to, tre, fire, fem. Det er også derfor jeg ikke byder mig til. Nu læner jeg mig pludselig baglæns og lægger mig halvt ned over højtaleren. Det rumsterer i mine skuldre, det er godt. Massage fra bassen. Og der kommer Bright og laver sine moves til de tre, eller fire, smukkeste damer, de ryster på deres hoveder, han giver mig knuckles, vi er hvor vi hører til her, på et sidespor. Og nu henter han drikkevarer. Det er nu.

Og den ene i guld sætter sig ved siden af mig. Der kommer en over og spørger hende, om han må fortælle hende en hemmelighed. Hun holder om mig. Siger at jeg er hendes mand. Jeg siger at hun er min kone. Krammer hende. Han stikker en cigaret ind mellem sine læber. Tænder den ikke. Og så går han. Og hun rejser sig og danser, bøjer sig forover, ned med hænderne i gulvet og ryster sin røv. Arghh! Jeg glider ned ad højttaleren og går. Ud og pisser. Og der står Bright, og han spørger hvad der skete med dansepigerne. Ingenting, siger jeg. De er fucking veninder, siger han. Ubrydelige.

Oppe ved bordet står der en spand med øl og cider i is. Jeg tager en flaske og åbner den med tænderne. Nu kan jeg ikke høre hvad jeg selv tænker. Det er dejligt.

Det er simpelthen dejligt. Og nu danser vi simpelthen. Der er landet en isterning på gulvet. Bright giver mig en ny flaske. Og der er intet mere at skrive. Og så går jeg ind i VIP-området, og så smider en stor mand mig ud derfra, og så går jeg ud og pisser.

Der går nogle timer på den måde. De tænder lyset, slukker musikken. Bright siger at han tager hende med. Altså Isabel.

“Vi skal svømme,” siger han.

“Jeg har lige fået lavet hår, det kan jeg ikke,” siger hun.

“Du skal.”

“Kør mig hjem.”

“Ah, okay.”

***

Diplomatdøtre

Lesly’s sidste togtur

Tog fra Cape Town til Johannesburg, Kupé 11A

Jeg bærer Lesly ind under armene, slæber ham over gulvet ind i kupé 11A.

Han er min sovemakker på min første rigtige rejse på den her tur. Hans hud er varm, det er hans smil også, og rynkerne i kanten af hans øjne viser, at sådan har han altid været. Det er utroligt, at han sådan kan smile nu. For den ene fod er skåret af, og hans grå joggingbukser hænger bare fra hans knæ og dingler med togets bevægelser.

Han er senet, så strengene under huden ses, og om håndleddet sidder et armbånd fra hospitalet, sådan et hvidt et med huller i som på et bælte.

“Åh, jeg er færdig,” siger han og stikker knoerne i sædet på hver side og bøjer sig forover. “Bliv aldrig gammel. Jeg kan ikke anbefale det.”

Jeg lægger hans krykker op på bagagehylden, dem som han ikke længere kan gå med, folder hans kørestol og giver den til konduktøren. Lesly sætter sig på sædet, der hvor solen falder ind. Den strejfer hans hals og bryst og ene hånd, som han lægger, hvor end solen ligger. Det yderste af hans ene pegefinger mangler.

Han kigger ud, han smiler med de brune øjne, han kigger op i vejret, på det blå på himlen og på skyerne. Han retter på sin sok, han har ingen sko, han skal ikke længere gå, sko er for dem, der går, og han kigger ud igen. Så læner han hovedet mod vinduet.

Vi passerer forstædernes firmaer og industri. En pølsefabrik, nogen der samler elektronik. En golfbane. Og dér – hans hoved drejer – måske er det busken med de røde blomster, han kigger på.

Han siger, at der er koldt i den næste by. Det får mig til at finde min sweater frem, som jeg har bundet fast til hanken på min rygsæk med to knuder i ærmerne. Jeg tager den først på, men så tager jeg den af igen, og jeg finder mit sysæt og tråder nålen med en grå tråd.

Jeg syr et hul, der de seneste år er gået langs syningen fra armhulen til albuen.

Han siger noget til mig.

“Hvad, undskyld,” siger jeg.

“Jeg sagde: Du ser ud til at koncentrere dig dybt.”

“Ah! Ja. Det er billigere sådan her,” siger jeg.

“Det har du ret i,” siger han.

Han læner hovedet mod sin hånd i solen og falder i søvn. Tungen lægger sig ud på læben, rynkerne ved øjnene, smilerynkerne, slapper af og forsvinder.

Her sidder jeg og gør mig parat til noget nyt, mens han vender hjem til sin bror.

Læs mere via VICE.com her: http://bit.ly/2ffpJlU

 

lesly

Klaustrofobi

Cape Town, Sydafrika

Jeg vågner klokken syv. Jeg vågner klokken otte. Jeg vågner klokken ni og ti og elleve. Kort før tolv tænder jeg bruseren på badeværelset.

Vandet damper af varme. Jeg ser mig selv i spejlet, og jeg spekulerer på om det var godt at lade håret gro et år før denne rejse, nu hvor jeg igen forsømmer at klippe mit skæg. En af delene må gerne være langt. Skægget eller håret. Ikke begge dele. Så bliver jeg for vild at se på. Det ville lukke mine muligheder for at møde mennesker.

Jeg tænker på i går. Jeg gik rundt i gaderne og tænkte over, hvorfor jeg gik rundt i gaderne. Jeg burde tage af sted. Snart har jeg boet her en måned. Jeg sidder fast. Jeg kan ikke. Jo, jeg kan. Jeg kan godt. Ikke.

Jeg gik, og gangen holdt noget på afstand, så jeg gik videre. Ingen steder hen, bare rundt i gaderne, jeg kender. Rundt om de samme hjørner, forbi de samme kiosker, over de samme lyskryds og ind på Bazaren. Måske har jeg spist på Bazaren 15 gange nu. I går: chicken tikka masala og dahl.

Det kilder i tænderne. Mine tænder kilder. Det har de med at gøre, når jeg forestiller mig Casablanca. Det er der, jeg må hen. Det er poetisk at sige byens navn indeni. Men der er langt. Er der for langt?

Jeg gik fra Bazaren med halvdelen af masalaen i en boks af flamingo, og da følte jeg, at jeg havde gået rigeligt, så jeg gik hjem.

Jeg satte mig på første sal i Kimberley og spiste en pære, en overraskende sød pære, og der i barens spejl fik jeg øje på en fyr i sofaen, en slidt fyr. Han sank ned og bøjede sig over en skål med ris og røde eller farveløse bønner. Fødderne var bare og sorte af at gå rundt, men det var håret og skægget jeg lagde mærke til. Håret var lange krøllede duske. Skægget stort og sort og stridt. Det var for meget. Kun en af delene må man lade stå til.

Lotfi, hed han, og i tre år havde han været på verdensomrejse. Før var han karseklippet og tyk som en truckdriver. Han var nørd. Computernørd. Nu vejer han halvdelen. De fleste grænsevagter og lufthavnspolitiet trækker ham til side. De tror, han er Al Qaeda. Terrorist var ikke min første tanke, da jeg så ham. Jeg tænkte: bums.

Jeg fortalte ham om mit indtryk. Han grinede. Han fortalte, at han tog væk for at blive dreng igen. Det var noget, han glemte at være, da han uddannede sig og tog på og begyndte at tjene penge på at være nørd. Hans mor er bange for, hvad der skal blive af ham. Hans far er skuffet. Han vil give sin familie en gave: til jul rejser han hjem, hjem til Frankrig igen. Det skylder han.

Hans bukser er 16 år gamle, grønne og fra Adidas. Sådan er hans stil. Vi taler indtil klokken fire om morgenen, og nu, kort før tolv, kigger jeg på mig selv i spejlet, og jeg spekulerer over, hvad der må af først: Skægget eller håret.

Franskmanden Lotfi rejste ud for at møde sin frygt, for at tøjle den. Han tog ud til de farlige lande, dykkede ned i deres sjæl. Nu er han ikke længere bange for verden, men bange for sit hjem, sit land. Sin egen mor og far.

Men han kender sine drifter, forfølger dem, efter måneder med gamle munke og år med sig selv.

Nu er han kærester med en pige i en nepalesisk bjerglandsby og en i Amazonas. Han pendulerer mellem dem. Snart vil han finde ud af, hvem han skal vælge. Det er han nødt til.

Jeg kigger mig i spejlet, analyserer min tvivlsomhed, mindet om hvor langt fra samfundet, man kan komme. Det er en fornemmelse. Du får brug for tid, tid og energi, siger han. Så længe du bevæger dig, bevæger du dig. Det skal du bare huske, siger han. Og drikker af sin te brygget af fem bjergurter, som han købte på gaden af fyre iklædt sække af stof. Til morgenmaden holdt jeg op med at hælde sukker i min te.

Jeg kan ikke længere se mig ind i spejlet for dug. Under bruseren smiler jeg igen, og jeg beslutter mig for, at det er tid til at komme videre. En by af gangen. Og ikke mere sukker i teen. Jeg sæber de brugte underbukser ind, gnider dem mod sig selv, skyller dem, slukker bruseren og vrider dem. Jeg hænger dem for foden af sengen. Og barberer skægget ned til tre millimeter.

***

Lotfi og Steffen, Cape Town

Hotel Kimberley

Cape Town, Sydafrika

Jeg smider min rygsæk på sengen i Hotel Kimberley. Den slår en saltomortale. Jeg holder vejret. Den stopper ved sengens kant, så puster jeg ud. Det ville være for meget, hvis den faldt på gulvet allerede.

Jeg låser værelset af, låser altid de ting inde, mine to pas, kontaktlinser til et halvt år, malariapiller, til fire måneder, et ekstra par sorte underbukser, et ekstra par sorte strømper, en sort t-shirt, en gråsort striktrøje jeg købte for ét pund i London, en mundharmonika fra New Orleans, en voodoo-amulet fra Benin, et fotografi af en speciel pige, og hendes silketørklæde, tandbørste, negleklipper tandpasta, piller mod diarré, piller mod det ene og andet, åh ja og solbriller og myggespray og myggenet, men der er ingen myg her, for her er det vinter, så jeg låser døren op og finder striktrøjen og trækker den over mig, så min blå skjortes flipper stikker ud.

Jeg går ned ad trapperne, over gulvtæpperne, røde som spildt vin, gelænderet knirker, når det rykker sig, og så er det brunt. Hotel Kimberley er et brunt hotel. Det er brunt fra gaden, hvor der står en lang mand med brune lædersko og en brun orm på overlæben og ryger. Det er brunt indeni, altså på nær rødvinsgulvtæppet og de gule gardiner.

Jeg kommer ned i baren, den er brun, bestiller en cider og sætter mig ved en tønde. Jeg er halvvejs gennem den, da nogen prikker mig på skulderen, så vidt jeg kan mærke med spidsen af sin negl. Jeg kigger hurtigt og ser en hvid pige med brune krøller. Jeg tænker, at jeg ikke er kommet til Afrika for at møde europæere, så jeg vender ryggen til pigen. Hun prikker mig på skulderen igen.

”Jeg hedder Fiona. Hvad hedder du?”

”Steffen.”

”Og hvor er du fra?”

”Danmark,” siger jeg. ”Og dig?”

”London.”

Jeg vil vende mig om igen, men hun spørger om, hvor Danmark ligger.

”Sagde du ikke, at du var fra London?”

”Nej! LOKAL,” siger hun. ”Jeg sagde: Jeg er lokal. Født i Cape Town.”

”Okay, så hørte jeg forkert. Danmark ligger øst for London,” siger jeg.

”Der må være koldt,” siger hun.

”Ikke koldere end her,” siger jeg.

”Skål på det,” siger hun.

Jeg vender mig mod hende, smiler og støder mit glas mod hendes. ”Skål”, siger jeg, og imens tænker jeg på, hvorfor jeg vendte mig væk fra hende, fordi hun er hvid. Jeg fortæller, at jeg er overrasket over at se så bleg en afrikaner. Hun griner.

Sådan er vi mange der ser ud, siger hun og tænder en cigaret. Røgen slører hende og får mig til at kigge rundt i baren. Nu ser jeg det. Det er en hvid bar. Kun én her er sort, den ene bartender. Før jeg satte mig, var der to. Bartenderen og en fyr, der hedder Theo. Theo er Fionas ven, og han stillede sig bag hende, da hun bestilte to øl i baren. Der kom en ind fra siden og spurgte Fiona, om hun havde brug for, at han hjalp hende fri fra den sorte mand, men hun svarede nej og sagde, at Theo var hendes ven.

Måske er Theo hendes tætteste ven, siger hun til mig.

”Åhh, Fiona,” siger jeg, ”jeg er ikke meget for at tale om apartheid og den slags. Det er for dybt for mig,” siger jeg.

”Jeg ved det,” siger hun. ”men hør nu her alligevel, for det handler ikke om apartheid,” siger hun.

Og så, mens røgen løber ud af hendes mund, siger hun, at hun er udvalgt til at redde sit land.

Jeg tror ikke på hende, siger jeg. Men jo: Sammen med alle de andre, som også fødtes i 1994, er hun oplært i at fjerne forskellen mellem de to forskellige farver hvid og sort.

I sine vigtigste, mest formende, skoleår skrev hun essays og billedanalyser og diktat om at være af den frie generation. Hun lærte, hvordan hun gør en forskel. Få en ven. Tag ud og giv de sorte en hånd, derude hvor de bor i de fattige forstæder langt væk fra Hotel Kimberley.

Og så tog hun derud. Hun gjorde rent, lavede mad og hjalp de sorte på vej. Hun gjorde sig til ven med en sort, med flere sorte og med Theo.

Som timerne i baren går, lytter jeg til hendes historie, som ikke handler om historie, men om i dag. Hun taler og tænder den næste cigaret, før den foregående er røget ned til filteret. Hendes øjne løber i vand. Hun siger, at hun græder for sig selv, før hun falder i søvn. Før var hun vred, havde brug for at slå til noget, men nu græder hun bare.

Det er umuligt at gøre det, som hun lovede at gøre. Det er umuligt at fjerne forskellen på farver. Medmindre man er farveblind.

***

Cape Town, Steffen

Begyndelsen

Boulders Beach, Cape Town, Sydafrika

Jeg begiver mig ud på en ny rejse.

Jeg forsøger at nå fra Cape Town i syd til Casablanca i nord.

Hvor længe rejsen varer, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg udelukkende rejser over land og gennem vand, ingen flyveture.

Undervejs vil jeg forsøge at nå ind i det dybeste Afrika, og jeg vil fortælle om mine oplevelser, mine møder med mennesker, steder, situationer og indtryk.

Jeg skriver i hånden, rejser bare med en lille rygsæk.

Jeg skriver i solnedgangen.

Pingvinerne løber over sandet med vinger ud til siderne. De svømmer under mig, under den sten, jeg sidder og skriver på. Strømmen, tidevandet, fører dem rundt. Solen går ned bag pingvinernes buskadser.

Jeg skifter sten, kravler op på en højere afsats for at få de sidste af dagens stråler i ansigtet. Mine eneste bukser revner.

Jeg var 22, da jeg skubbede mit fjernsyn ud fra tredje sal på Frederiksberg, tog orlov og rejste jorden rundt over seks kontinenter.

Min morfar er mit idol. Han var storvildtjæger. Han boede i en villa fyldt med døde dyr, og hvert dyr havde en historie. Leoparden jagede han fra en hule, han havde bygget af træstykker og palmeblade.

Han lå og ventede i hulen med sit gevær, og for at holde vilde dyr væk, hældte han sit tis over hulen. Han afmærkede sit territorium.

Efter tre dage og tre nætter uden søvn så han leoparden, sigtede og skød, men dræbte den kun halvt. Han fulgte dyrets spor gennem bushen, op ad et bjerg, ind i en jungle, dybere, og endelig, endnu tre dage og tre nætter senere, skød han dyret for anden gang, denne gang i hjertet.

Han fik den udstoppet og forærede den til sin yngste datter, min moster. Nu står den på en træstub i hendes stue.

Og så er der Rufus, som jeg kalder grizzlybjørnen, der i mørket åbnede hans telt i Alaska eller Canada. Sådan går en af historierne i hvert fald. Han havde sit gevær ved sin side, som sædvanlig, og det var ladt. Han skød dyret gennem kraniet, og det faldt død om trekvartvejs inde i teltet. Han fik flået skindet af den og udstoppet dens hoved. Grizzlybjørneskindet har jeg i en kasse i kælderen.

Det er det ene af to fysiske minder om min morfar.

Det andet er Jules Vernes ‘En verdensomsejling under havet’. Da han gav mig bogen, var den slidt. Det er min bibel, sagde han til mig. Jeg syntes, at det var en dårlig gave. Jeg var 12 år, da jeg fik den. Den var på engelsk. Jeg kunne ikke sige potato.

Om sommeren arbejdede min morfar som dækmekaniker i sit eget firma. Om vinteren rejste han til Afrika eller Borneo eller sådan noget.

Når jeg var hos ham, fortalte han sine historier. Han viste mig tusindvis af lysbilleder. Dyrene var ikke det vigtige, sagde han. De var blot trofæer, der gjorde rejsen til mere end en rejse, til en mission, og bagefter, i hans stue, vækkede minder.

Det vigtige var oplevelserne, der kom før trofæerne, og det var oplevelserne, han delte med mig. Han fortalte om kannibalerne i Papua Ny Guinea, som han havde spist menneskekød sammen med. Det møreste stykke kød sidder på tommelfingeren, sagde han.

Da min morfar døde, fandt jeg ‘En verdensomsejling under havet’ frem og læste den for første gang. Nu har jeg læst den mange gange.

Jeg har også læst ‘Den gamle mand og havet’ mange gange. Santiago, der sejler langt ud for at fange en stor fisk, men vender udmattet hjem og kun med fiskens skelet i behold, minder om min morfar.

Var det fisken, han ville have med hjem derudefra eller noget andet?

Min morfars øjne var mere blå end mine egne. De skinnede, når han blev ivrig af at fortælle.

Jeg opdagede, at han fik tårer i øjnene af glæde, og det var derfor, de blev blanke. Det gør mine til tider også.

Når jeg havde været på besøg, var hans gulv fyldt med lysbilleder og abekranier og zebraskind og strudseæg, og jeg fik poser med brugte patronhylstre med hjem. Lugten af brugte patronhylstre er lugten af liv og død på én gang.

Jeg tror, min morfar lærte mig at tage på eventyr. Jeg tror, jeg tidligt i mit liv valgte, at mine øjne skulle skinne af glæde og ikke af sorg.

Idéen om at krydse det afrikanske kontinent kom til mig for nogle år siden, da jeg boede i Ghana. Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby.

Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. Du ser bange ud. Gør som mig: gå majestætisk. Går du sådan, kan du gå overalt. Du kan gå over Afrika.”

Hans ord – gå majestætisk – blev et mantra for mig. Det er ikke fordi hans ord har fjernet min frygt for noget som helst. Den har jeg stadig ofte.

Men hans ord giver mig mod til at opsøge mine største frygter, nogle af verdens farligste steder, og nogle af mine største mareridt.

Jeg lærte at gå med ophævet pande i barske, brutale, ubarmhjertige situationer. En milliard afrikanere gør det hver dag. Og jeg lærte, at de bedste historier ofte først begynder, når det går galt.

Det er vel det for nu.

Boulders Beach, Sydafrika

***