Begyndelsen

Facebook
Twitter

Boulders Beach, Cape Town, Sydafrika

Jeg begiver mig ud på en ny rejse.

Jeg forsøger at nå fra Cape Town i syd til Casablanca i nord.

Hvor længe rejsen varer, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg udelukkende rejser over land og gennem vand, ingen flyveture.

Undervejs vil jeg forsøge at nå ind i det dybeste Afrika, og jeg vil fortælle om mine oplevelser, mine møder med mennesker, steder, situationer og indtryk.

Jeg skriver i hånden, rejser bare med en lille rygsæk.

Jeg skriver i solnedgangen.

Pingvinerne løber over sandet med vinger ud til siderne. De svømmer under mig, under den sten, jeg sidder og skriver på. Strømmen, tidevandet, fører dem rundt. Solen går ned bag pingvinernes buskadser.

Jeg skifter sten, kravler op på en højere afsats for at få de sidste af dagens stråler i ansigtet. Mine eneste bukser revner.

Jeg var 22, da jeg skubbede mit fjernsyn ud fra tredje sal på Frederiksberg, tog orlov og rejste jorden rundt over seks kontinenter.

Min morfar er mit idol. Han var storvildtjæger. Han boede i en villa fyldt med døde dyr, og hvert dyr havde en historie. Leoparden jagede han fra en hule, han havde bygget af træstykker og palmeblade.

Han lå og ventede i hulen med sit gevær, og for at holde vilde dyr væk, hældte han sit tis over hulen. Han afmærkede sit territorium.

Efter tre dage og tre nætter uden søvn så han leoparden, sigtede og skød, men dræbte den kun halvt. Han fulgte dyrets spor gennem bushen, op ad et bjerg, ind i en jungle, dybere, og endelig, endnu tre dage og tre nætter senere, skød han dyret for anden gang, denne gang i hjertet.

Han fik den udstoppet og forærede den til sin yngste datter, min moster. Nu står den på en træstub i hendes stue.

Og så er der Rufus, som jeg kalder grizzlybjørnen, der i mørket åbnede hans telt i Alaska eller Canada. Sådan går en af historierne i hvert fald. Han havde sit gevær ved sin side, som sædvanlig, og det var ladt. Han skød dyret gennem kraniet, og det faldt død om trekvartvejs inde i teltet. Han fik flået skindet af den og udstoppet dens hoved. Grizzlybjørneskindet har jeg i en kasse i kælderen.

Det er det ene af to fysiske minder om min morfar.

Det andet er Jules Vernes ‘En verdensomsejling under havet’. Da han gav mig bogen, var den slidt. Det er min bibel, sagde han til mig. Jeg syntes, at det var en dårlig gave. Jeg var 12 år, da jeg fik den. Den var på engelsk. Jeg kunne ikke sige potato.

Om sommeren arbejdede min morfar som dækmekaniker i sit eget firma. Om vinteren rejste han til Afrika eller Borneo eller sådan noget.

Når jeg var hos ham, fortalte han sine historier. Han viste mig tusindvis af lysbilleder. Dyrene var ikke det vigtige, sagde han. De var blot trofæer, der gjorde rejsen til mere end en rejse, til en mission, og bagefter, i hans stue, vækkede minder.

Det vigtige var oplevelserne, der kom før trofæerne, og det var oplevelserne, han delte med mig. Han fortalte om kannibalerne i Papua Ny Guinea, som han havde spist menneskekød sammen med. Det møreste stykke kød sidder på tommelfingeren, sagde han.

Da min morfar døde, fandt jeg ‘En verdensomsejling under havet’ frem og læste den for første gang. Nu har jeg læst den mange gange.

Jeg har også læst ‘Den gamle mand og havet’ mange gange. Santiago, der sejler langt ud for at fange en stor fisk, men vender udmattet hjem og kun med fiskens skelet i behold, minder om min morfar.

Var det fisken, han ville have med hjem derudefra eller noget andet?

Min morfars øjne var mere blå end mine egne. De skinnede, når han blev ivrig af at fortælle.

Jeg opdagede, at han fik tårer i øjnene af glæde, og det var derfor, de blev blanke. Det gør mine til tider også.

Når jeg havde været på besøg, var hans gulv fyldt med lysbilleder og abekranier og zebraskind og strudseæg, og jeg fik poser med brugte patronhylstre med hjem. Lugten af brugte patronhylstre er lugten af liv og død på én gang.

Jeg tror, min morfar lærte mig at tage på eventyr. Jeg tror, jeg tidligt i mit liv valgte, at mine øjne skulle skinne af glæde og ikke af sorg.

Idéen om at krydse det afrikanske kontinent kom til mig for nogle år siden, da jeg boede i Ghana. Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby.

Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. Du ser bange ud. Gør som mig: gå majestætisk. Går du sådan, kan du gå overalt. Du kan gå over Afrika.”

Hans ord – gå majestætisk – blev et mantra for mig. Det er ikke fordi hans ord har fjernet min frygt for noget som helst. Den har jeg stadig ofte.

Men hans ord giver mig mod til at opsøge mine største frygter, nogle af verdens farligste steder, og nogle af mine største mareridt.

Jeg lærte at gå med ophævet pande i barske, brutale, ubarmhjertige situationer. En milliard afrikanere gør det hver dag. Og jeg lærte, at de bedste historier ofte først begynder, når det går galt.

Det er vel det for nu.

Boulders Beach, Sydafrika

***

Facebook
Twitter