De røde læbers hemmelighed

Facebook
Twitter

Kariba – Lusaka, Zambia

Klokken fire er stjernerne de klareste, jeg har set.

En enlig lastbil trækker støv efter sig. Og så bliver der dybrødt i øst. Stjernerne forsvinder, og himlen får sit eget mørkeblå lys. Der er noget utroligt over tidlige morgener. Man står op, fordi der er noget man vil. Ikke fordi man skal. Men fordi noget er vigtigere end søvn.

Jeg sætter mig ind på bagsædet af et rugbrød. Det er fyldt. Chaufføren fyrer op for morgenens gospelorkester. En bavian stiger ned i en olietønde og kommer op med en plasticpose, som den splitter ad og løber væk med mellem tænderne. En ny dag begynder. Mod næste land. Gadevekseleren i Zambia giver mig flere penge, end jeg skal have, da han veksler mine dollars til kwacha.

“Du snyder dig selv,” siger jeg.

“Det ved jeg,” siger han og smiler.

“Men hvorfor,” spørger jeg.

“Du skal vide, at Zambia er bedre end Zimbabwe.”

Jeg kører videre på tommelfingeren af de bugtende veje, som kineserne har bygget, over gule bjerge, gennem hyttelandsbyer, hvor damerne pumper vand op i dunke.

Da vi kører gennem forstadsindustrikvartererne med bilforhandlere, sengelagere, elektronikgrossister, indkøbscentre og en dreng, der fører sin blinde mor ind mellem bilerne i krydset for at tigge penge, går det op for mig, at alle, jeg har boet hos de senere uger, drømmer om det samme. De vil nordpå. Jeg kører den modsatte vej.

Jeg stikker hovedet ud af vinduet. Den røgede vind blafrer i mine næsebor. Cikaderne summer i ørerne. Jeg lukker øjnene.

Læs hele historien via vice.com.

De røde læbers hemmelighed

Facebook
Twitter