Hotel Kimberley

Facebook
Twitter

Cape Town, Sydafrika

Jeg smider min rygsæk på sengen i Hotel Kimberley. Den slår en saltomortale. Jeg holder vejret. Den stopper ved sengens kant, så puster jeg ud. Det ville være for meget, hvis den faldt på gulvet allerede.

Jeg låser værelset af, låser altid de ting inde, mine to pas, kontaktlinser til et halvt år, malariapiller, til fire måneder, et ekstra par sorte underbukser, et ekstra par sorte strømper, en sort t-shirt, en gråsort striktrøje jeg købte for ét pund i London, en mundharmonika fra New Orleans, en voodoo-amulet fra Benin, et fotografi af en speciel pige, og hendes silketørklæde, tandbørste, negleklipper tandpasta, piller mod diarré, piller mod det ene og andet, åh ja og solbriller og myggespray og myggenet, men der er ingen myg her, for her er det vinter, så jeg låser døren op og finder striktrøjen og trækker den over mig, så min blå skjortes flipper stikker ud.

Jeg går ned ad trapperne, over gulvtæpperne, røde som spildt vin, gelænderet knirker, når det rykker sig, og så er det brunt. Hotel Kimberley er et brunt hotel. Det er brunt fra gaden, hvor der står en lang mand med brune lædersko og en brun orm på overlæben og ryger. Det er brunt indeni, altså på nær rødvinsgulvtæppet og de gule gardiner.

Jeg kommer ned i baren, den er brun, bestiller en cider og sætter mig ved en tønde. Jeg er halvvejs gennem den, da nogen prikker mig på skulderen, så vidt jeg kan mærke med spidsen af sin negl. Jeg kigger hurtigt og ser en hvid pige med brune krøller. Jeg tænker, at jeg ikke er kommet til Afrika for at møde europæere, så jeg vender ryggen til pigen. Hun prikker mig på skulderen igen.

”Jeg hedder Fiona. Hvad hedder du?”

”Steffen.”

”Og hvor er du fra?”

”Danmark,” siger jeg. ”Og dig?”

”London.”

Jeg vil vende mig om igen, men hun spørger om, hvor Danmark ligger.

”Sagde du ikke, at du var fra London?”

”Nej! LOKAL,” siger hun. ”Jeg sagde: Jeg er lokal. Født i Cape Town.”

”Okay, så hørte jeg forkert. Danmark ligger øst for London,” siger jeg.

”Der må være koldt,” siger hun.

”Ikke koldere end her,” siger jeg.

”Skål på det,” siger hun.

Jeg vender mig mod hende, smiler og støder mit glas mod hendes. ”Skål”, siger jeg, og imens tænker jeg på, hvorfor jeg vendte mig væk fra hende, fordi hun er hvid. Jeg fortæller, at jeg er overrasket over at se så bleg en afrikaner. Hun griner.

Sådan er vi mange der ser ud, siger hun og tænder en cigaret. Røgen slører hende og får mig til at kigge rundt i baren. Nu ser jeg det. Det er en hvid bar. Kun én her er sort, den ene bartender. Før jeg satte mig, var der to. Bartenderen og en fyr, der hedder Theo. Theo er Fionas ven, og han stillede sig bag hende, da hun bestilte to øl i baren. Der kom en ind fra siden og spurgte Fiona, om hun havde brug for, at han hjalp hende fri fra den sorte mand, men hun svarede nej og sagde, at Theo var hendes ven.

Måske er Theo hendes tætteste ven, siger hun til mig.

”Åhh, Fiona,” siger jeg, ”jeg er ikke meget for at tale om apartheid og den slags. Det er for dybt for mig,” siger jeg.

”Jeg ved det,” siger hun. ”men hør nu her alligevel, for det handler ikke om apartheid,” siger hun.

Og så, mens røgen løber ud af hendes mund, siger hun, at hun er udvalgt til at redde sit land.

Jeg tror ikke på hende, siger jeg. Men jo: Sammen med alle de andre, som også fødtes i 1994, er hun oplært i at fjerne forskellen mellem de to forskellige farver hvid og sort.

I sine vigtigste, mest formende, skoleår skrev hun essays og billedanalyser og diktat om at være af den frie generation. Hun lærte, hvordan hun gør en forskel. Få en ven. Tag ud og giv de sorte en hånd, derude hvor de bor i de fattige forstæder langt væk fra Hotel Kimberley.

Og så tog hun derud. Hun gjorde rent, lavede mad og hjalp de sorte på vej. Hun gjorde sig til ven med en sort, med flere sorte og med Theo.

Som timerne i baren går, lytter jeg til hendes historie, som ikke handler om historie, men om i dag. Hun taler og tænder den næste cigaret, før den foregående er røget ned til filteret. Hendes øjne løber i vand. Hun siger, at hun græder for sig selv, før hun falder i søvn. Før var hun vred, havde brug for at slå til noget, men nu græder hun bare.

Det er umuligt at gøre det, som hun lovede at gøre. Det er umuligt at fjerne forskellen på farver. Medmindre man er farveblind.

***

Cape Town, Steffen

Facebook
Twitter

Skriv et svar