Hvem rejser

Hej 🙂

Jeg er Steffen Stubager, født i 1987.

Jeg er journalist og fotograf. De senere år har jeg skrevet for Jyllands-Posten blandt andet fra Rio de Janeiro. Jeg har lavet bogen Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op for JP/Politikens Forlag. Jeg har boet og arbejdet på fem kontinenter.

Nu forsøger jeg at rejse over Afrika. Fra syd til nord. Cape Town til Casablanca.

Jeg lå i årevis og gloede i et kæmpe leksikon, som skar mig i hudflappen mellem tommel og pegefinger, når jeg bladede. Jeg havde også en globus med lys i. Den stod tændt om natten. Det afhang af mit humør, hvilken del af verden, der pegede hen mod mig, men oftest var det Afrika. Jeg forestillede mig, hvordan der var derinde i midten.

Den konkrete idé om at krydse kontinentet kom til mig for nogle år siden, da jeg boede i Ghana. Jeg gik med en lokal ven, Snoopy, gennem en farlig slumby. Han lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Steffen. I can see that you are afraid. Do like me: walk majestically. If you walk like that you can walk anywhere. You can walk across Africa.” Hans ord, walk majestically, blev til et mantra for mig.

Jeg må se mig om, samle erfaringer, skrive en historie om mit eventyr, min rejse, mine møder, det der sker, i mine ture op og ned og af sted, i mine tanker, indtryk og oplevelser. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom til at skrive dette, men på et tidspunkt noterede jeg følgende: “… man betragter ethvert menneske, med nysgerrighed for deres impulser, motiver, evner og svagheder, når de bliver sat på prøve af en ubønhørlig fysisk nødvendighed…” Jeg har en idé om, at Afrika bliver en smule sådan. Jeg er interesseret i at vide, hvad jeg tænker, og hvordan jeg har det, når jeg kommer ud for stort pres.

Det var vist det.

Steffen

Steffen Stubager, Boulders Beach