Klaustrofobi

Facebook
Twitter

Cape Town, Sydafrika

Jeg vågner klokken syv. Jeg vågner klokken otte. Jeg vågner klokken ni og ti og elleve. Kort før tolv tænder jeg bruseren på badeværelset.

Vandet damper af varme. Jeg ser mig selv i spejlet, og jeg spekulerer på om det var godt at lade håret gro et år før denne rejse, nu hvor jeg igen forsømmer at klippe mit skæg. En af delene må gerne være langt. Skægget eller håret. Ikke begge dele. Så bliver jeg for vild at se på. Det ville lukke mine muligheder for at møde mennesker.

Jeg tænker på i går. Jeg gik rundt i gaderne og tænkte over, hvorfor jeg gik rundt i gaderne. Jeg burde tage af sted. Snart har jeg boet her en måned. Jeg sidder fast. Jeg kan ikke. Jo, jeg kan. Jeg kan godt. Ikke.

Jeg gik, og gangen holdt noget på afstand, så jeg gik videre. Ingen steder hen, bare rundt i gaderne, jeg kender. Rundt om de samme hjørner, forbi de samme kiosker, over de samme lyskryds og ind på Bazaren. Måske har jeg spist på Bazaren 15 gange nu. I går: chicken tikka masala og dahl.

Det kilder i tænderne. Mine tænder kilder. Det har de med at gøre, når jeg forestiller mig Casablanca. Det er der, jeg må hen. Det er poetisk at sige byens navn indeni. Men der er langt. Er der for langt?

Jeg gik fra Bazaren med halvdelen af masalaen i en boks af flamingo, og da følte jeg, at jeg havde gået rigeligt, så jeg gik hjem.

Jeg satte mig på første sal i Kimberley og spiste en pære, en overraskende sød pære, og der i barens spejl fik jeg øje på en fyr i sofaen, en slidt fyr. Han sank ned og bøjede sig over en skål med ris og røde eller farveløse bønner. Fødderne var bare og sorte af at gå rundt, men det var håret og skægget jeg lagde mærke til. Håret var lange krøllede duske. Skægget stort og sort og stridt. Det var for meget. Kun en af delene må man lade stå til.

Lotfi, hed han, og i tre år havde han været på verdensomrejse. Før var han karseklippet og tyk som en truckdriver. Han var nørd. Computernørd. Nu vejer han halvdelen. De fleste grænsevagter og lufthavnspolitiet trækker ham til side. De tror, han er Al Qaeda. Terrorist var ikke min første tanke, da jeg så ham. Jeg tænkte: bums.

Jeg fortalte ham om mit indtryk. Han grinede. Han fortalte, at han tog væk for at blive dreng igen. Det var noget, han glemte at være, da han uddannede sig og tog på og begyndte at tjene penge på at være nørd. Hans mor er bange for, hvad der skal blive af ham. Hans far er skuffet. Han vil give sin familie en gave: til jul rejser han hjem, hjem til Frankrig igen. Det skylder han.

Hans bukser er 16 år gamle, grønne og fra Adidas. Sådan er hans stil. Vi taler indtil klokken fire om morgenen, og nu, kort før tolv, kigger jeg på mig selv i spejlet, og jeg spekulerer over, hvad der må af først: Skægget eller håret.

Franskmanden Lotfi rejste ud for at møde sin frygt, for at tøjle den. Han tog ud til de farlige lande, dykkede ned i deres sjæl. Nu er han ikke længere bange for verden, men bange for sit hjem, sit land. Sin egen mor og far.

Men han kender sine drifter, forfølger dem, efter måneder med gamle munke og år med sig selv.

Nu er han kærester med en pige i en nepalesisk bjerglandsby og en i Amazonas. Han pendulerer mellem dem. Snart vil han finde ud af, hvem han skal vælge. Det er han nødt til.

Jeg kigger mig i spejlet, analyserer min tvivlsomhed, mindet om hvor langt fra samfundet, man kan komme. Det er en fornemmelse. Du får brug for tid, tid og energi, siger han. Så længe du bevæger dig, bevæger du dig. Det skal du bare huske, siger han. Og drikker af sin te brygget af fem bjergurter, som han købte på gaden af fyre iklædt sække af stof. Til morgenmaden holdt jeg op med at hælde sukker i min te.

Jeg kan ikke længere se mig ind i spejlet for dug. Under bruseren smiler jeg igen, og jeg beslutter mig for, at det er tid til at komme videre. En by af gangen. Og ikke mere sukker i teen. Jeg sæber de brugte underbukser ind, gnider dem mod sig selv, skyller dem, slukker bruseren og vrider dem. Jeg hænger dem for foden af sengen. Og barberer skægget ned til tre millimeter.

***

Lotfi og Steffen, Cape Town

Facebook
Twitter

Skriv et svar