Krokodilledilemmaet

Facebook
Twitter

Kariba, Zimbabwe

Og jeg fryser.

Der ligger tre enorme krokodiller, men de ligger bag et hegn, og det er derfor, jeg fryser, ikke fordi det pludselig er blevet koldt, for det er det ikke.

Og herfra folder Michael sin historie ud. Den som han kalder Kroko-Dilemmaet. Hans hemmelighed. For det er her, han arbejder, manden der elsker dyrene, han arbejder på dette forfærdelige sted, hvor hundreder af krokodiller ligger i bunker op ad hinanden og lugter. Bare for at blive til tasker.

Klokken 4.00 kommer han med bussen sammen med et halvt hundrede andre krokodillefarmere. Han stempler sig ind hos PADENGA og trækker i de krokodillegrønne arbejdsbukser og trøjer og stikker fødderne i gummistøvler og hænderne og armene i ærmerne, af et plastikforklæde. Han tager en hjelm på med visir, der dækker hele ansigtet. Så stiller han sig med seks doktorer, som firmaet kalder dem, der gør det barbariske arbejde. En skyder krokodillerne med en strømpistol, så de dåner. Paff. Paff. Paff. Tusinder af krokodiller. Titusinder.

Andre kører dem op på bordene, seks borde i hvert rum, et til hver doktor, to krokodiller til hvert bord. Og dér stikker doktorerne en kæp i kæften på dillerne, så gabet holder sig oppe, og de store hugtænder klipper han af med en boltsaks-agtig saks, de små stikker han en syl ned langs og rokker med løs, indtil blodet flyder, og han kan plukke dem ud med en tang.

Mindre end 10 minutter har strømpistolmand, doktor og Michael, før dillen vågner, så de skal være hurtige, for i overmunden sidder 32 tænder, og forneden 32, og dem har man ikke lyst til at ramme. Michael lægger et klæde over krokodillens fjæs, ikke for at skåne den, men for at undgå et blodbad. Det er sådan set et blodbad, for der sidder 64 sår i én mund, og det er blodet, Michael blæser væk. Han stikker en pistollignende blæser, som er koblet til en gasflaske, ind i det sovende gab og blæser i hvert tandhul, væk med blodet, der render ned på gulvet og i baljer under bordet, og så stopper han vat eller sådan noget med en blodstoppende medicin op i gummerne på krokodillerne. Det gør han godt 300 gange om dagen. Det er ikke svært. Han fik ikke engang træning, da han begyndte for tre år siden, men manglede blot et arbejde og satte sig på to stablede sten hver dag en uge foran PADENGA og ventede på at blive tilbudt et job. Blæsemand, kalder de ham. Og dem er der mange af. PADENGA udvider og bygger tredje krokodillefarm. Der må være mange, som ønsker sig en taske, et par sko eller en pung af krokodilleskind. Og det er babyernes skind, de vil have. De bløde fine fleksible skind. 32 centimeter maveskind, eller 40 fra flanken mellem for- og bagben. Det er ikke de store, som vi står og kigger ind til, med sejt tykt elefantagtigt gammelmandshud, disse største bæster er bare til æg. Dem klækker de ud på den kunstige sandstrand, inde bag hegnet, det dobbelte stødhegn, der bestemt holder os uvedkommende ude.

Og hvorfor al den blod? Jo, det går jo ikke, at de bider huller i hinanden, får så kan skindet ikke sælges. De små krokodiller kan vi ikke se rigtig. Vi kan kun se de store, der stadig har tænder. De må gerne bide i hinanden, de skal bare lægge æg. Og de bider i hinanden. Lige foran os. To meter fra mine fødder ligger de låst inde, og der dør de sikkert også.

Michael hader sit arbejde. Han hader sit beskidte dyrplageri. Men han er nødt til at gøre det. Og han hader Mister Fowler, den irske ejer med det sorte hår. Den høje gnier. To gange har Michael set Fowler. Manden ved godt, hvad der foregår inde bag stødhegnene og de høje mure. Men til verden siger han noget andet. Han siger, at de ikke længere giver krokodillerne stød og plukker deres tænder ud. Men det gør de. Michael gør det hver dag.

Tusinder af krokodillemunde har han haft fingrene indeni. Og når han er færdig, skyller han blodet af plastikdragten og tager bussen tilbage, og i morgen gør han det igen. Og han hader det, men er nødt til det. Skal han risikere sit liv som hundredvis af fiskere, der hvert år bliver spist af krokodiller ude på søen, eller skal han gå imod krokodillerne og såre og plage dem?

Til nøds det sidste. Men snart er Michael færdig med krokodilledilemmaet. Og hvorfor tror jeg måske, de dræber så mange ude på søen? Det er da fordi vi sårer så mange inde på land. Det er præcis som han siger: går vi til angreb på dyrene, slår de tilbage.

Men snart er det forbi. Dyrplageriet. For nu har han et lastbilkørekort. Og så skal han ikke længere tjene 250 dollar om måneden, som kontraktarbejder og risikere, at der intet er til ham om en uge. Det er jo derfor, han går rundt med mig i dag. Fordi hans kontrakt er løbet ud. Nu går han og venter på, at de kalder ham ind til at udføre et arbejde, som han væmmes ved at udføre, men som han er nødt til at udføre for at klare sig. Det er et bestialsk dilemma.

”Kom med,” siger han. ”Jeg vil ikke være her længere.”

Vi går ind i bushen. En elandantilope står med siden til og lurer, og da vi træder nærmere vender den hornene og hopper væk. Maraboustorkene hopper ud fra de nøgne trækroner og svæver som flyvere uden motorer over den flimrende blå himmel. Vi når ud til søbredden. Fiskerne sidder på stranden og kaster snører ud efter fisk at tørre. Og midt i bugten, tyve meter ude, ligger tyve eller tredive flodheste med deres små stritører og moser søbunden og lyder som prutter i tomme vintønder. De er søde, de fedtede læs, og de er frie, som den krokodille, der glider forbi dem som en streg i den orange solnedgang.

Flodhestene bobler, og nu og da åbner de gabene og viser deres stolpede pløktænder. De vender rundt, så de lyserøde maver dukker op, og de pølsede ben sparker op i vejret. De er fri som bavianerne.

I denne landsby burer de ikke bavianerne inde, men holder dem snarere ude. Michaels nabo, der sælger æg og småvarer fra sin forhave, har netop låst sagerne inde. De låser sig selv inde. Det er, som Michael siger: det er os, der flyttede ud til dyrene, og ikke dyrene, der flytter ud til os.

***

Krokodilledilemmaet

Facebook
Twitter