Lesly’s sidste togtur

Facebook
Twitter

Tog fra Cape Town til Johannesburg, Kupé 11A

Jeg bærer Lesly ind under armene, slæber ham over gulvet ind i kupé 11A.

Han er min sovemakker på min første rigtige rejse på den her tur. Hans hud er varm, det er hans smil også, og rynkerne i kanten af hans øjne viser, at sådan har han altid været. Det er utroligt, at han sådan kan smile nu. For den ene fod er skåret af, og hans grå joggingbukser hænger bare fra hans knæ og dingler med togets bevægelser.

Han er senet, så strengene under huden ses, og om håndleddet sidder et armbånd fra hospitalet, sådan et hvidt et med huller i som på et bælte.

“Åh, jeg er færdig,” siger han og stikker knoerne i sædet på hver side og bøjer sig forover. “Bliv aldrig gammel. Jeg kan ikke anbefale det.”

Jeg lægger hans krykker op på bagagehylden, dem som han ikke længere kan gå med, folder hans kørestol og giver den til konduktøren. Lesly sætter sig på sædet, der hvor solen falder ind. Den strejfer hans hals og bryst og ene hånd, som han lægger, hvor end solen ligger. Det yderste af hans ene pegefinger mangler.

Han kigger ud, han smiler med de brune øjne, han kigger op i vejret, på det blå på himlen og på skyerne. Han retter på sin sok, han har ingen sko, han skal ikke længere gå, sko er for dem, der går, og han kigger ud igen. Så læner han hovedet mod vinduet.

Vi passerer forstædernes firmaer og industri. En pølsefabrik, nogen der samler elektronik. En golfbane. Og dér – hans hoved drejer – måske er det busken med de røde blomster, han kigger på.

Han siger, at der er koldt i den næste by. Det får mig til at finde min sweater frem, som jeg har bundet fast til hanken på min rygsæk med to knuder i ærmerne. Jeg tager den først på, men så tager jeg den af igen, og jeg finder mit sysæt og tråder nålen med en grå tråd.

Jeg syr et hul, der de seneste år er gået langs syningen fra armhulen til albuen.

Han siger noget til mig.

“Hvad, undskyld,” siger jeg.

“Jeg sagde: Du ser ud til at koncentrere dig dybt.”

“Ah! Ja. Det er billigere sådan her,” siger jeg.

“Det har du ret i,” siger han.

Han læner hovedet mod sin hånd i solen og falder i søvn. Tungen lægger sig ud på læben, rynkerne ved øjnene, smilerynkerne, slapper af og forsvinder.

Her sidder jeg og gør mig parat til noget nyt, mens han vender hjem til sin bror.

Læs mere via VICE.com her: http://bit.ly/2ffpJlU

 

lesly

Facebook
Twitter

Skriv et svar