Mama Tamara

Facebook
Twitter

Ndola, Zambia

For første gang i mit liv ser jeg en pedicure. Og ikke alene er det en pedicure, det er også en mand, der laver den.

Foran frisøren spørger jeg de rutinerede mænd om råd til rejsen ind i Congo. Cletis er stor og rund i sin strøgede skjorte og det løse guldur om armen, og han er hurtigst med sit råd: “Tag til grænsen, find en dieseltruck med zambiske nummerplader og spørg om et lift. Du kan nå dit mål på to-tre dage.”

John er spinkel og lang og bærer på en klumpet pose, og han vifter mig ind i frisørsalonen. “Kom her. Sæt dig. Og lad mig fortælle dig noget. Jeg har været soldat i Congo i 17 år, og jeg har 12 medaljer, der er så tunge, at de får uniformen til at hænge i den ene side.”

Han viser mig et fotografi, som han gemmer i en brun kuvert. Den er god nok. Jakken hænger, som havde han knappet tre-fire huller skævt.

“Mit råd er. Pas på. Cletis’ rute er selvmord. Rejs udenom og ind i landet oppe nordpå.”

Jeg siger tak og grubler lidt. Jeg vil se congoleserne for mig selv. De er også mennesker. Og jeg er ikke bange for dem. Men Congo er bøllen, som ingen på min vej har haft gode ord om. De kalder congoleserne barbariske, stygge, griske. Congoleserne er nogle tiggere, der bare holder mig hen, til jeg betaler. Også congolesere taler sådan, når jeg præsenterer min rute stik nord gennem landet. De rynker panden og spørger, om jeg vil begå selvmord. Det vil jeg ikke, men jeg vil se for mig selv, hvem de er. Jeg vil lære dem at kende.

Drenge går rundt med hinanden i hænderne af venskab. Og afrokam stukket i håret. De bor i et område der var bush for to-tre år siden. Det er et villakvarter.

Biler holder parkeret i indkørslerne. Børnene brænder nedfaldne blade af på vejene og løber ind til siden når der kommer biler.

I baghaven har Tamara et bur med kyllinger, som de slagter hver sjette uge, og en køkkenhave, og der står et mangotræ fra da grunden bare var bush. Ingen havde nogensinde boet i området indtil for to-tre år siden.

Det er rart at vide, at der findes steder, der for få år siden var ubeboede. De flyttede herud fordi der var vand. Og de bygger, og der er arbejde at få til soldater, politimænd og skolelærere.

Tamara går rundt med barnebarnet George på ryggen. Jeg spørger ham om, hvordan det går. Hans øjne stirrer, men Tamara gør sin stemme spæd og svarer.

“Jeg er fed, så det går godt.”

Føl dig hjemme. De smiler så meget, at jeg får et fast smil. Jeg føler mig sjov af at smile så meget. Det er som en flirt, man sidder fast i. Det er dejligt. Og når jeg har det dejligt, bliver alt bare skønt. Der bor normalt syv i huset, tre generationer. De ti bud hænger over spisebordet. I fjernsynet er det præsident Edgar Lungus fødselsdag, og han fordømmer amerikanernes valg af Trump.

På tæppet kravler George og tygger på en krøllet strimmel avis. Martha samler ham op og giver ham bryst.

Fluerne sværmer om mine tæer, selvom de lige har taget bad. Men der mangler en i huset, og det opdager jeg, da Tamara viser mig ind på mit værelse. På søm i væggen hænger to militærkasketter og en baret, og de er nulrede, og emblemerne med gammeldags kanoner på skaller. Der hænger også to buketter hvide roser.

Manden Bright mangler. Han er i krig i Den Centralafrikanske Republik. Hun viser mig fotografier af ham i grøn militæruniform og slips. Tre medaljer sidder over hjertet, og hans blik er stolt, han har format.

“Syv måneder,” siger hun.

“Savner du ham? Er du ikke bange?”

“Næh. Jeg er vant til, at han er væk, lige som du er vant til at være væk fra din familie. Og han har overlevet tyve år i hæren, så mon ikke han klarer lidt endnu?”

“Ham vil jeg gerne møde,” siger jeg.

“Han sender vores fire børn i skole. Han er en god mand. Og han gør mig fed, så jeg er glad. Kom med,” siger hun. “Du skal møde min bror. De er soldater sammen.”

Broren bor to huse væk.

Tamara er en stor dame i løse klæder. Hendes hår er fra en brasilianer. Hun tænker på, hvordan hun er, hende der gik med det, før de klippede det af, pakkede det og sendte det til Afrika.

Vi kører ind til byen, ad en vej med otte nabokirker med hver sin kristne retning, forbi soldaternes barakker og politiets kaserne. Gaderne er rolige. Kvinder med geværer patruljerer i gaderne. Læbestift og geværer hører ikke sammen. Men sådan er det i Zambia. Som Martha siger. Man må se farlig ud og samtidig være sexet. You must look dangerous and at the same time sexy.

Jeg vil vide, hvad Martha nyder at gøre i sin fritid. Hun inviterer mig på Hungry Lion og bagefter til en jordbærmilkshake i centeret. Det er for meget fastfood nu. For meget storcenter. Og jeg som troede, jeg ville tabe mig i Afrika. Af tre årsager er jeg svulmet. Afrikanerne jeg møder øser store portioner op til mig, de er søde og generøse. Så spiser de fastfood. Og jeg kan ikke sige nej til det ene eller andet.

Det er på tide at finde større bukser. De gamle er flænset i skridtet og syet sammen fire gange. Jeg bytter dem til et andet par på markedet, hvor en mand sænker prisen på et bælte fra Cawine Klarn fra 100 til 25 kwadza på fem sekunder, selvom jeg ryster på hovedet. Bukserne prøver jeg under tøjdamens blå presenning. Hun vælger for mig, og hun finder et par løse gråbrune med dybe lommer og stærkt stof. Hun døber dem Rozina efter sig selv. Jeg er glad for dem med det samme.

***

Ndola, Zambia

Facebook
Twitter